Colombia sætter rekord med 79 dræbte klimaaktivister på ét år

10. SEP 2024 • 03:17UDLAND

Aldrig før har et land haft så mange drab på klimaaktivister, som Colombia havde sidste år, lyder det fra ngo.

Colombia, som senere på året danner rammerne om COP16-topmødet om biodiversitet, er blevet det dødeligste land at bedrive klimaaktivisme i.

Det konkluderer den britiske ngo Global Witness, efter at en rapport fra ngo'en har vist, at 79 klimaaktivister blev dræbt i landet i 2023.

Tallet er højere end set i noget land nogensinde før, siden Global Witness begyndte at føre statistik over den slags drab i 2012.

- Det er et enormt skræmmende tal, siger Laura Furones, som fungerer som seniorrådgiver for ngo'en, og tilføjer, at der ud over hændelserne formentlig er et stort mørketal.

På globalt plan blev 196 klimaaktivister dræbt i 2023, og langt størstedelen, 85 procent, skete i Syd- og Mellemamerika og Mexico.

En del af klimaaktivisterne er blevet dræbt i forbindelse med volden i Colombia, der i mere end et halvt århundrede har været plaget af kartelvold og væbnede grupper som Farc og M-19.

Særligt i forbindelse med skovrydning mister aktivister livet i det voldsplagede land, og det er ikke lykkedes præsident Gustavo Petro, som han ellers lovede, da han blev taget i ed i 2022, at indgå fredsaftaler med landets væbnede grupperinger.

Volden sker ofte i forbindelse med skovrydninger, som i 2023 nåede det laveste punkt i 23 år, men som landets miljøministerium har varslet vil begynde at stige igen næste år.

Også i 2022 var Colombia det mest dødelige sted at være klimaaktivist. 60 blev dræbt det år.

Tallet er "pinligt" for landet, siger Astrid Torres, en medarbejder ved den colombianske menneskerettighedsorganisation Somos Defensores.

Hun siger, at ansvaret ikke kun ligger hos landets regering, men at lokale myndigheder og landets anklagemyndigheder også må tage ansvar for ikke at have gjort nok.

Colombia danner i oktober og november rammerne om COP16, et internationalt topmøde om biodiversitet.

Landets vicepræsident, Fráncia Marquez, sagde i juli, at man til topmødet vil mindes dem, som er blevet dræbt.

- Denne globale begivenhed er en tribut til deres stemmer, sagde hun.

Colombia ligger i den nordlige del af Sydamerika. Der bor godt 52 millioner mennesker.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT