Carney kalder EU og Canada for naturlige partnere
Kommissionsformand von der Leyen inviterede onsdag Canada til at blive det første associerede medlem af EU.
- Canada og EU er naturlige partnere, forenet af fælles værdier.Sådan lyder det fra Canadas premierminister, Mark Carney, på det sociale medie X onsdag eftermiddag.
Udmeldingen kommer, efter at EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, i sin State of the Union-tale tidligere onsdag inviterede Canada til at blive det første associerede medlem af EU.
Det skete, efter at Mark Carney havde fået en heltemodtagelse med kindkys fra både von der Leyen og EU-Parlamentets formand, Roberta Metsola, ved ankomsten til Strasbourg onsdag morgen.
Her overværede han som den første regeringsleder fra et land uden for EU den årlige State of the Union-tale.
- Sammen med formand von der Leyen og formand Metsola satte vi fokus på det næste skridt: et tættere partnerskab, der styrker vores gensidige suverænitet og skaber flere muligheder og større velstand for vores befolkninger, skriver Mark Carney på X.
Han fastslår dermed ikke direkte, at Canada siger ja til tilbuddet om at blive associeret medlem.
I en beskrivelse af mødet mellem Carney, Ursula von der Leyen og Roberta Metsola skriver embedsmænd fra Carneys kontor:
- Premierministeren og præsidenterne drøftede det igangværende arbejde med at uddybe partnerskabet mellem Canada og EU på centrale områder, herunder kritiske mineraler, energi, forsvar, forskning og udvikling samt avancerede teknologier.
- I en mere farlig og splittet verden er Canada i færd med at opbygge stærkere relationer med pålidelige partnere for at opnå større strategisk autonomi, modstandsdygtighed og suverænitet.
- Premierministeren understregede EU's centrale rolle i disse bestræbelser som en tæt og pålidelig partner med fælles værdier.
- Lederne blev enige om at holde tæt kontakt, hedder det i den canadiske beskrivelse af mødet.
Mark Carney skal selv holde tale i EU-Parlamentet i Strasbourg torsdag.
RITZAU
