ICC skal bestemme om filippinsk ekspræsident er for syg til retssag
Ekspræsident er anklaget for forbrydelser mod menneskeheden. Hans forsvarere mener, han er for syg til retssag.
Rodrigo Duterte, der tidligere har været præsident i Filippinerne, deltager onsdag ved en høring, der skal bestemme, om han er for syg til at gennemgå en retssag.Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Høringen finder sted ved Den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag, hvor ekspræsidenten har opholdt sig, siden han blev anholdt i marts 2025.
Det er første gang, at han viser sig offentligt siden da.
Dommer ved høringen Joanna Korner noterede desuden, at han til enhver tid kunne forlade retssalen uden at anmode om tilladelse.
Den eneste gang, Duterte er blevet set siden sin anholdelse, var ved en indledende fremstilling via video, hvor han virkede forvirret og træt, og hans tale var næsten uhørlig.
Duterte er anklaget for tre tilfælde af forbrydelser mod menneskeheden i form af mord og drabsforsøg.
Beskyldningerne drejer sig om en række forskellige drab begået i hans tid som både præsident og borgmester i Davao City, hvor han slog hårdt ned på stofmisbrugere og påståede narkoforbrydere.
Høringen onsdag skal fastslå, om den 81-årige tidligere præsident er for syg til at gennemgå en retssag.
Hans forsvarere har argumenteret for, at hans hukommelse er betydeligt svækket.
Ekspræsidenten blev anholdt i Filippinernes hovedstad, Manila, og sat på et fly mod Haag i Holland.
Politiet i landet foretog anholdelsen på baggrund af en arrestordre udstedt af Den Internationale Straffedomstol (ICC), der har hovedsæde i Haag.
Duterte var præsident for Filippinerne fra 2016 til 2022.
Han var borgmester i Davao City i 22 år og syv valgperioder - dog ikke sammenhængende.
Ifølge anklagerne skabte, finansierede og bevæbnede Duterte dødspatruljer, som slog ned på både stofmisbrugere og narkohandlere.
Duterte har længe sagt, at hans ordre til politiet lød på blot at dræbe i selvforsvar. Han har altid forsvaret indsatsen mod narkotika.
Ekspræsidenten har en lang række kontroversielle udtalelser bag sig. I 2016 sagde han til BBC, at han selv havde skudt og dræbt tre mænd, da han var borgmester i Davao.
RITZAU
