Britisk kongefamilie vil redde sig selv mener forfatter

1. NOV 2025 • 13:44UDLAND

Torsdag mistede den tidligere prins Andrew sin prinsetitel. En forfatter mener, at det var en nødvendighed.

Andrew Mountbatten Windsor, tidligere kendt som prins Andrew, er mere sårbar, efter at han torsdag mistede sin prinsetitel.

Det forklarer den britiske forfatter og historiker Andrew Lownie, der har skrevet flere bøger om det britiske kongehus.

Det britiske kongehus holder nemlig ikke længere hånden over ham.

- Den britiske kongefamilie har "sluppet ham fri". Det er ikke længere associeret med ham, fordi det mener, at han er et problem, forklarer den 64-årige forfatter.

Det gør også, at det er nemmere for det britiske politi at efterforske den tidligere prins Andrew, der nu skal gå under navnet Andrew Mountbatten Windsor, da han ikke længere er beskyttet.

- Det (det britiske kongehus, red.) ser den omdømmemæssige skade, som han har skabt, og det vil i bund og grund redde sig selv ved at beholde fokus på ham.

- Hvis han skal i fængsel, så kan det (det britiske kongehus, red.) sige, at det ikke har noget at gøre med dem, siger Andrew Lownie.

Andrew Mountbatten Windsor er både beskyldt for voldtægt og kritiseret for sit venskab med den afdøde seksualforbryder og forretningsmand Jeffrey Epstein.

Han har erkendt, at han kendte Epstein, men har benægtet alle anklager, som der har været mod den tidligere prins.

Kongehuset beskrev beslutningen om at fratage privilegier fra Andrew som "nødvendig" og lagde vægt på, at dets sympati er hos ofrene.

Lownie fortæller også, at størstedelen af den britiske befolkning har været glade for beslutningen, men at mange ønskede, at den var sket tidligere.

Han forklarer, at timingen for fratagelsen af prinsetitlen er en kulmination af flere årsager, heriblandt flere bøger, dårlige overskrifter, mediedækning, og fordi kongehuset er bange for, hvad der ellers kan komme ud i offentligheden.

Selv om kong Charles har frataget sin bror titlen som prins, så forbliver han nummer otte i den britiske tronfølge, da en ændring i tronfølgen vil kræve en lovændring.

Foruden fratagelsen af prinsetitlen mister Andrew også sit royale residens.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT