Britisk komiker nægter sig skyldig i nye anklager om overgreb
Russell Brand begik ifølge britisk anklagemyndighed en voldtægt og et andet seksuelt overgreb i 2009.
Den britiske skuespiller og komiker Russell Brand har tirsdag nægtet sig skyldig i to anklager om henholdsvis voldtægt og et andet seksuelt overgreb.Forholdene skal være blevet begået mod to kvinder i 2009.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
50-årige Russell Brand har forholdt sig til anklagerne under et retsmøde i Southwark Crown Court i den britiske hovedstad, London.
Sidste år blev Russell Brand tiltalt for fem andre forhold - herunder to voldtægter - som ifølge anklagen blev begået mellem 1999 og 2005.
Her nægtede han sig også skyldig.
Sagerne fra slutningen af 1990'erne og begyndelsen af 00'erne skal for retten til juni. På et retsmøde i marts skal det besluttes, om de seneste anklager skal føjes til den første sag, så de kan blive behandlet i retten på én gang.
Russell Brand var især et stort kulturnavn i 00'erne, hvor han ofte optrådte på britisk tv og var radiovært på BBC. Han har desuden medvirket i flere film.
Ud over radio og tv har Brand også tidligere lavet og udgivet flere standup-shows. Seneste gang han udgav et show, var i 2013, da han lavede showet med titlen "Messiah Complex".
Brand har i løbet af de seneste år udviklet sig fra at være en mainstreamberømthed i Storbritannien til hyppigt at dele konspirationsteoretiske videoer på sine sociale medier, hvor han har millioner af følgere.
Han har blandt andet delt flere konspirationsteorier om vacciner under coronapandemien, hvor det sociale medie YouTube til sidst så sig nødsaget til at lukke hans profil på mediet i september 2022.
Profilen blev senere genåbnet, men YouTube meldte ud i september 2023, at Brand ikke længere ville kunne tjene penge på deres platform. Samme måned valgte BBC også at fjerne noget af komikerens materiale fra deres platform.
Russell Brand har på nuværende tidspunkt 10,2 millioner følgere på det sociale medie X og 6,7 millioner abonnenter på YouTube.
Brand var tidligere gift med den amerikanske popsanger Katy Perry. De blev skilt i 2012 efter 14 måneders ægteskab.
/ritzau/
