Brasilien overvejer at få udleveret spionsigtet russer i Norge

25. NOV 2022 • 21:29UDLAND

Norsk politi mener, at brasiliansk gæsteforsker i Tromsø, var russer og spion. Fængsling er forlænget.

Brasiliens myndigheder bekræfter over for avisen VG, at de efterforsker den i Norge spionmistænkte Mikhail Mikusjin og overvejer at søge om at få ham udleveret.

Mikusjin, der er mistænkt for at være russisk spion, hævder, at han er brasilianer.

- Det føderale statsadvokatur efterforsker disse mulige kriminelle forhold, skriver anklagemyndigheden i Brasilien i en e-mail til VG.

Dokumentfalsk og brug af falsk identitet kan i Brasilien straffes med op til 15 års fængsel.

Den spionsigtede har arbejdet på universitet i den nordnorske by Tromsø som fredsforsker.

Ifølge norsk politi er han russisk statsborger og har været på en opgave i Norge for Ruslands militære efterretningstjeneste, GRU.

Selv hævder han, at hans navn er José Assis Giammaria, og at han er 37 år, som det fremgår af hans brasilianske pas.

Politiets Efterretningstjeneste i Norge, PST, mener dog, at han i virkeligheden er en russisk statsborger på 44 år ved navn Mikhail Valerijevitsj Mikusjin, og at han en såkaldt sovende spion.

Norge har fredag forlænget varetægtsfængslingen af den mistænkt russer med yderligere fire uger.

Manden blev anholdt 25. oktober, og han er sigtet for spionage.

Den 44-årige erkender ikke strafskyld, men gik i oktober alligevel med til at lade sig varetægtsfængsle i fire uger. Fredag begærede han sig dog løsladt, fordi han ikke er enig i anklagerne, skriver avisen Aftenposten.

I stedet valgte dommeren at varetægtsfængsle ham i yderligere fire uger.

Han har også fået brev- og besøgsforbud i hele perioden og skal sidde fuldstændig isoleret frem til 9. december.

Manden har indtil videre ikke ønsket at blive afhørt af politiet.

Han kom til Norge i anledning af en forskningsopgave på universitetet i Tromsø i efteråret 2021. Her har han blandt andet forsket i den nordlige region og hybride trusler.

PST tror, at han kan have fået oplysninger, der kan misbruges af Rusland.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU