KØB ABONNEMENT

Brand på canadisk militærbase opstod inde i øvelsesterrænet

UDLAND • 19. OKT 2026 • 00:34

Der er ingen mistanke om, at en brand på en canadisk militærbase blev startet af nogen udefra, siger officer.

Der er ingen mistanke om, at udefrakommende indblanding førte til, at en brand lørdag spredte sig på et øvelsesterræn på en militærbase i Canada.

Det oplyser generalmajor Wade Rutland på et pressemøde, som tv-kanalen CPAC har transmitteret.

- Branden opstod inde i øvelsesterrænet og krydsede etablerede brandbælter, før den blev inddæmmet i samarbejde med de kommunale myndigheder.

- I har muligvis hørt meldinger om eksplosioner. Vi mener bestemt ikke, at det skyldes olie- og gasinfrastruktur, eller at der er tale om udefrakommende indblanding, siger han.

Canadas premierminister, Mark Carney, oplyste søndag aften, at fire soldater var afgået ved døden efter branden, som fandt sted omkring klokken 16.00 lokal tid lørdag. Det skete i provinsen Alberta i det vestlige Canada.

På pressemødet fortæller Albertas premierminister, Danielle Smith, at 39 personer er på hospitalet, og at mindst 19 er i kritisk tilstand.

- Vores tanker er hos alle dem, der er blevet påvirket af den her tragedie. Alberta og Canada står sammen med jer, siger hun.

Wade Rutland fortæller på pressemødet, at hændelsen fandt sted under en øvelse. Soldaterne øvede det, der i militæret kaldes for gruppeangreb, og de kastede håndgranater, fortæller han.

Han siger videre, at de personer, der kom til skade, befandt sig på en bane, hvor de øvede angreb - ikke på håndgranatbanen.

- Under afviklingen af øvelsen brød en græsbrand ud i øvelsesterrænet. Årsagen til branden er i øjeblikket under indgående efterforskning, og hvad jeg kan sige er, at der foregik adskillige øvelsesaktiviteter overalt i øvelsesterrænet på det pågældende tidspunkt.

- Usædvanligt kraftige vinde førte til, at branden spredte sig hurtigt og skiftede retning mod øvelsesterrænets administrative område, siger Wade Rutland.

Øvelsen skulle forberede soldaterne på at kunne blive udsendt med få timers varsel til steder i hele verden. De forberedte sig desuden på at blive udsendt til Letland i april og maj, lyder det fra Rutland.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT