Litauen beskylder Rusland for forsøg på brandstiftelse af Starlink-udstyr
Litauiske myndigheder fandt søndag brandfarlige væsker ved en virksomhed, der opbevarer Starlink-udstyr.
Litauens premierminister, Mindaugas Sinkevicius, beskylder søndag Rusland for at stå bag et forsøg på brandstiftelse af Starlink-udstyr.Det siger han ifølge nyhedsbureauet AFP på statsligt tv.
- Det her er et tydeligt forsøg på enten sabotage eller en afledningsmanøvre. Vi ser gang på gang lignende handlinger overalt i Europa, siger han og tilføjer:
- Det er indlysende, at det er en del af den hybridkrig, Rusland fører, som omfatter sabotagehandlinger.
Udtalelsen kommer i kølvandet på, at landets myndigheder har fundet brandfarlige væsker ved en virksomhed, som opbevarer kommunikationsudstyret.
Virksomheden opbevarer ni satellitantenner, der ifølge ministeren sikrer Starlink-forbindelsen, som "hjælper og støtter Ukraine".
Premierministeren fortæller ikke, hvilken virksomhed der er tale om, og virksomhedens lokation oplyses heller ikke.
Sinkevicius siger, at der arbejdes på at finde flere informationer om, hvem der har givet ordre, hvordan det skete, og hvem der står bag.
- Det er sandsynligt, at ophavsmanden allerede er identificeret. Det er den russiske side.
Der har for nylig været flere angreb rettet mod steder, der opbevarer Starlink-udstyr i Europa.
I september blev en satellitstation i det centrale Polen eksempelvis sat i brand. Det blev da hævdet, at der var tale om sabotage.
Starlink er et produkt fra Elon Musks virksomhed SpaceX og bruges for eksempel til at levere internet.
Ukraines militær benytter blandt andet Starlink til at bruge internetforbindelse i stedet for radiokontrol til at styre droner.
Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, udtalte fredag, at der fortsat er udfordringer med Starlink-netværket.
Ifølge præsidenten drejer det sig specifikt om, hvilken hastighed Ukraine har adgang til i forhold til Starlink.
Elon Musk har i den forbindelse afvist, at det har noget med hans virksomhed at gøre.
Det er i stedet den amerikanske regering, der bærer ansvaret, lyder det.
RITZAU
