Borgmester efter nyt angreb på Ukraine: Putin ønsker ikke fred

19. AUG 2025 • 09:21UDLAND

Der er ingen meldinger om dræbte, men omkring 1500 personer er ifølge uden strøm efter angreb i Poltava.

Et russisk luftangreb natten til tirsdag mod Krementjuk og Lubny i den ukrainske region Poltava har medført strømsvigt for hundredvis af indbyggere.

Angrebet viser, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, ikke er interesseret i fred, lyder det fra borgmesteren for Krementjuk.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Endnu en gang kan verden se, at Putin ikke vil have fred. Han vil ødelægge Ukraine, skriver borgmester Vitalij Maletskyj på beskedtjenesten Telegram.

Angrebet fandt sted, tre dage efter at Putin mødtes med USA's præsident, Vladimir Putin, i den amerikanske delstat Alaska for at drøfte krigen i Ukraine og en eventuel afslutning på krigen.

Mandag aften dansk tid mødtes Trump med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, og en række europæiske ledere i Det Hvide Hus.

Undervejs talte Trump i telefon med Putin.

- Samtidig med at Putin over telefonen forsikrede Trump om, at han ønsker fred, og mens præsident Volodymyr Zelenskyj havde samtaler i Det Hvide Hus med europæiske ledere om en retfærdig fred, iværksatte Putins hær endnu et massivt angreb på Krementjuk, skriver byens borgmester.

Der er tirsdag formiddag ingen meldinger om tilskadekomne eller døde i de russiske angreb på byerne i Poltava.

Poltavas guvernør, Volodymyr Kohut, skriver på Telegram, at administrationsbygninger tilhørende et lokalt elselskab er blevet beskadiget.

I Lubny var omkring 1500 private brugere og 119 erhvervskunder uden strøm efter angrebet, siger guvernøren.

Det russiske styre har ikke kommenteret angrebet.

Poltava ligger i det centrale Ukraine.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT