Bombardementer intensiveres efter udskydelse af Khamenei-begravelse
Iraner fortæller i telefon, at torsdag er "værre" end dagen inden. Det er som en krigszone, lyder det.
Bombardementer i Teheran beskrives af borgere i den iranske hovedstad torsdag som intensiverede.Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
- I dag er værre end i går, siger 36-årige Mohammadreza i telefon fra millionbyen.
- De angriber det nordlige Teheran. Vi har ingen steder at tage hen. Det er som en krigszone. Hjælp os, fortsætter iraneren ifølge Reuters.
Imens har Israel sagt, at landet fortsætter med at udføre den seneste bølge af angreb mod iranske regeringsmål.
Angrebene præger på flere måder Teheran.
Liget af den afdøde øverste iranske leder, ayatollah Ali Khamenei - som blev dræbt i de første timer af de amerikansk-israelske angreb i weekenden - skulle have ligget på lit de parade i Teheran fra onsdag aften. Det skulle markere begyndelsen på tre dages landesorg.
Men mindehøjtideligheden, som formentlig ville have samlet tusindvis af mennesker på gaden, blev afbrudt med kort varsel inden starten.
I timerne inden udskydelsen sagde iranske embedsmænd, at de var tæt på at udpege en efterfølger til Khamenei.
Favoritten til posten er den afdøde ayatollahs søn Mojtaba Khamenei, der beskrives som en mand med en hård kurs over for Vesten. Han anses for at være et valg, der sender et signal fra styret om, at det ikke vil give op over for presset.
Iranske embedsmænd har ikke givet nogen begrundelse for udskydelsen af mindehøjtideligheden. Men en kilde siger til Reuters, at der er frygt for attentater mod de deltagende, da israelske og amerikanske krigsfly fortsat er i luften over Iran.
Mange iranere fejrede åbent Khameneis død. Den øverste leders sikkerhedsstyrker dræbte for blot uger siden tusindvis af demonstranter under den værste indenrigspolitiske uro i årtier.
Iransk stats-tv blev torsdag hacket og viste en video af Reza Pahlavi, som er søn af Irans shah, der blev afsat i 1979. Pahlavi, der bor i USA, er en markant oppositionsskikkelse.
/ritzau/Reuters
