Prognoser viser 13 afgørende mandater til Moderaterne

24. MAR 2026 • 22:15ERHVERV/POLITIK

Moderaterne kan blive afgørende, når der skal dannes regering. Partiet står i prognoser til 13 mandater.

Moderaterne ser ud til at blive svære at komme uden om i de kommende regeringsforhandlinger.

Ifølge prognoser fra DR og TV 2 står de til 7,6 procent af stemmerne og 13 mandater.

Det er et mandat mindre, end hvad valgstedsmålingerne viste tidligere tirsdag aften. Men Moderaternes mandater kan fortsat vise sig at blive de afgørende, for prognoserne viser, at hverken rød eller blå blok kan tælle til 90 selv.

I valgstedsmålingerne fra tidligere stod partiet til mellem 7,9 og 8,2 procent hos henholdsvis TV 2 og DR. Nu står de altså i de to prognoser til lidt mindre.

En prognose er ikke et endeligt resultat, men en analyse baseret på valgstedsmålinger, optalte stemmer og relevante data fra meningsmålinger.

Kulturminister for Moderaterne Jakob Engel-Schmidt siger efter DR's prognose, hvor partiet ligesom hos TV 2 står til 7,6 procent af stemmerne, at "mandaternes værdi er det, der er vigtigst for os".

- For os er det afgørende, at vores mandater kan bruges til at skabe indflydelse og forandring. Det ser ud til, at det kan lade sig gøre. Det er det vigtigste for os.

Han siger videre til TV 2, at "danskerne har talt".

- Der er rigtig mange, der gerne vil have en regering hen over midten og et ansvarligt samarbejde.

- Vi tror på, at samarbejde hen over midten er det allerbedste for landet, lyder det.

Mandag meldte partiformand Lars Løkke Rasmussen ud i Politiken, at han gerne vil være kongelig undersøger efter valget, men ikke er statsministerkandidat.

Han vil gerne forhandle et regeringsgrundlag for en regering hen over midten - ikke for at danne en regering, men for at undersøge, om det er muligt.

Sammenligner man med valget i 2022, er der tale om en lille tilbagegang for partiet.

I 2022 fik Moderaterne 9,3 procent af stemmerne. De fik 16 mandater ved valget i 2022, men har i løbet af valgperioden mistet fire mandater.

Partiet har været præget af flere dårlige sager – både i partiets sekretariat og blandt de folkevalgte.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT