Anonym graffitikunstner skaber værker i London for at opmuntre

10. AUG 2024 • 21:55UDLAND

Lørdag er sjette dag, hvor den anonyme kunstner Banksy præsenterer et nyt kunstværk i London.

For sjette dag i træk har den anonyme kunstner Banksy præsenteret et nyt kunstværk i den engelske hovedstad, London. Denne gang er der tale om en sort kat malet på en bar reklametavle i den nordvestlige del af byen.

Værkerne er skabt til at muntre folk op "i en periode, hvor nyhedsoverskrifterne har været dystre, og hvor lyset ofte har været sværere at få øje på end mørket".

Det skriver The Guardian, som har fået oplysningerne bekræftet af Banksys støtteorganisation, Pest Control Office.

Der har været spekulationer om værkernes budskaber, siden de har vist sig hver dag siden mandag.

Lørdagens motiv - en kat - nåede kortvarigt at strække sig i morgensolen, inden den blev taget ned af entreprenørselskabet bag reklametavlen.

Banksy har i mange år været kendt for at lave opsigtsvækkende værker, og entreprenørselskabet frygtede, at værket ville blive revet ned.

Mandag præsenterede Banksy en ged, som vaklede på en afgrund, og tirsdag var det to elefanthoveder, der rakte ud efter hinanden gennem tilmurede vinduer. Onsdag var det tre aber, der svingede sig ud over en bro.

Torsdag var det omridset af en hylende, ensom ulv på en parabolantenne. Den blev stjålet af ukendte personer. Fredag viste et par sultne pelikaner sig på væggen over en "fish and chips"-butik.

Banksy menes at have været aktiv siden 1990'erne, men hans identitet er aldrig blevet bekræftet.

Blandt hans mest kendte værker er "Girl With Balloon" af en pige, der rækker ud efter en hjerteformet ballon.

Han arbejder ifølge The Guardian om natten med et lille hold af hjælpere.

Ifølge avisen blev to mænd inde i en kran filmet klokken 05 mandag morgen, mens person med en stor, hvid ansigtsmaske stod på kranens platform.

Britiske myndigheder har i de seneste par uger stået over for de værste uroligheder i landet i 13 år.

Ifølge premierminister Keir Starmer har højreekstremister "kapret" sidste uges tragedie i Southport nord for Liverpool. Her dræbte en 17-årig dreng mandag den 29. juli tre piger og sårede ti med knivstik under et Taylor Swift-dansearrangement.

Efter knivangrebet spredte rygter sig i Storbritannien om, at gerningsmanden var muslim og asylansøger, der lige var kommet til landet fra Syrien.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT