Anklagere: Louvre-kup blev ikke udført af organiserede storforbrydere
Franske medier har tidligere påpeget tegn på, at amatører stod bag Louvre-røveri - blandt andet en tabt krone.
Det meget omtalte juvelrøveri i oktober mod verdens mest besøgte museum, Louvre, blev tilsyneladende ikke udført af professionelle fra organiserede kriminelle netværk.Det siger anklagemyndigheden i Paris søndag.
Der var snarere tale om småkriminelle fra Paris' nordlige forstæder.
- Der er ikke helt tale om hverdagslovbrud. Men det er heller ikke en type lovbrud, som vi generelt forbinder med de øvre lag af den organiserede kriminalitet, siger anklager Laure Beccuau til radiostationen Franceinfo.
Hun siger, at profilerne på fire af de personer, der indtil videre er blevet anholdt - herunder en af de mistænkte røveres kæreste - ikke svarer til den typiske profil på professionelle fra organiserede kriminelle netværk.
Det ville ellers være den slags kriminelle, der normalt er i stand til at udføre komplekse operationer.
- Det er tydeligvis lokale. De bor alle mere eller mindre i Seine-Saint-Denis, siger hun med henvisning til et lavindkomstområde nord for Paris.
Den franske indenrigsminister, Laurent Nunez, siger til den franske avis Le Parisien, at han tror, at den ene mistænkte, som stadig er på fri fod, formentlig er bagmanden.
Røveriet mod det verdensberømte museum i Frankrigs hovedstad blev begået 19. oktober, hvor der blev stjålet otte dyrebare juveler.
Det gælder blandt andet en halskæde med smaragder og diamanter, som Napoleon gav sin anden hustru, Marie-Louise af Østrig.
Røveriet skete omkring klokken 09.30 i museets åbningstid.
Røverne brugte en lift og vinkelslibere til at komme ind i Gallerie d'Apollon, som er en del af Louvre, hvor flere af de franske kronjuveler er udstillet.
Franske medier har allerede tidligere fremført teorien, at røverne kunne være amatører, da de tabte den mest værdifulde af genstandene - nemlig kejserinde Eugénies krone, som er besat med over 1300 diamanter.
Der er også blevet peget på, at flere værktøjer, en handske og andre genstande blev efterladt i forbindelse med flugten.
Det lykkedes heller ikke røverne at sætte ild til en flyttebil anvendt i forbindelse med kuppet.
Tre personer, som blev anholdt sammen med parret den 29. oktober, er blevet løsladt uden yderligere tiltale, oplyste anklagemyndigheden lørdag.
Blandt de mest kendte værker på Louvre er Leonardo da Vincis maleri "Mona Lisa" og marmorstatuen "Venus fra Milo".
/ritzau/Reuters
