Anklager dropper sag mod Trump om valgmanipulation i Georgia
USA's præsident var tiltalt for at forsøge at omgøre valgresultatet i Georgia efter præsidentvalget i 2020.
Tiltalen mod USA's præsident, Donald Trump, om forsøg på at påvirke valgresultatet efter præsidentvalget i 2020 i delstaten Georgia bliver droppet.Det viser et retsdokument ifølge Reuters og CNN.
En dommer har således efterkommet en anmodning fra anklager Peter Skandalakis om at lægge tiltalen ned.
Trump blev tiltalt i sagen i august 2023.
Trump og en række af hans nærmeste folk blev tiltalt for at have forsøgt at manipulere resultatet af valget i Georgia.
Formålet skulle være at få stemmeoptællingen til at falde ud til hans fordel.
Helt konkret bad Trump under et telefonopkald med Georgias indenrigsminister og den øverste embedsmand for valgmyndigheden i delstaten, Brad Raffensperger, om at "finde 11.780 stemmer".
De skulle sikre, at Trump lige netop ville vinde valget i delstaten over Joe Biden, som endte med at vinde præsidentvalget.
Raffensperger, der ligesom Trump er republikaner, afviste Trumps anmodning.
Desuden var Trump tiltalt for at have opfundet valgmænd, som ville støtte ham, når den næste præsident skulle udråbes.
I sin anmodning henviser anklager Peter Skandalakis blandt andet til en afgørelse fra USA's højesteret sidste år om præsidenters immunitet.
Her fastlog højesteretten, at præsidenter har absolut immunitet i sager om handlinger, der er foretaget i forbindelse med embedet.
Trump var stadig præsident, da han ifølge tiltalen i sagen fra Georgia forsøgte at få Brad Raffensperger til at finde de stemmer, som han manglede i staten.
Spørgsmålet om immunitet ville skulle tages op af retsvæsnet i Georgia, og det ville trække i langdrag, lyder det fra Skandalakis.
Anklageren slår dog også fast, at "det er ikke ulovligt at sætte spørgsmålstegn ved eller udfordre valgresultater".
/ritzau/
