KØB ABONNEMENT

ANC står til historisk nederlag ved Sydafrikas lokalvalg

UDLAND • 6. NOV 2026 • 13:58

Prognoser spår ANC til knap 32 procent af stemmerne. Det vil være partiets dårligste valgresultat nogensinde.

African National Congress (ANC) står til at få sit dårligste valgresultat nogensinde ved lokalvalget i Sydafrika.

Det viser prognoser fra den statsfinansierede forskningsinstitution Council for Scientific and Industrial Research, skriver AFP.

Prognoserne anslår, at partiet får knap 32 procent af stemmerne.

Lokalvalget blev afholdt onsdag. De endelige resultater ventes søndag.

Ifølge valgmyndighedernes opgørelse er ANC fortsat det største parti, efter at 80 procent af stemmerne var talt op.

Ved parlamentsvalget i 2024 fik partiet lidt over 40 procent af stemmerne, mens partiet ved kommunalvalget i 2021 fik 46 procent.

Sydafrikas første leder efter apartheidstyrets fald Nelson Mandela blev medlem af partiet i 1942. Han stod i spidsen for partiet under kampen mod apartheid.

Partiet har været den dominerende politiske kraft i landet siden demokratiets indførelse i 1994.

Men utilfredsheden med partiet er steget.

ANC ledes i dag af præsident Cyril Ramaphosa. Partiet har i årevis været kritiseret for dårlig styring i forhold til landets kommuner.

Mange sydafrikanere er efterladt med ustabile vandforsyninger, gentagne strømafbrydelser og offentlige tilbud, som ikke fungerer.

Desuden føler næsten halvdelen af sydafrikanerne ikke, at noget politisk parti repræsenterer deres holdninger.

De nye prognoser viser også, at det centrum-højreorienterede Democratic Alliance (DA) ligger på andenpladsen med 24,2 procent af stemmerne.

Ved kommunalvalget i 2021 fik DA 22 procent.

Kommunalvalget afholdes hvert femte år, og det endelige resultat bliver en indikator for det politiske landskab frem mod parlamentsvalget i 2029.

Ifølge politisk analytiker Daniel Silke vil ANC's resultat svække partiets mulighed for at bevare sin indflydelse i hele Sydafrika.

- Oppositionspartierne vil lugte blod frem mod det næste valg i 2029, siger han til AFP.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT