Analytiker ser kortvarig effekt af Trumps dieselhandel med Putin
Det er ikke sikkert, at Rusland kan levere den diesel, der er lovet, siger chefanalytiker hos Danske Bank.
Leverer Rusland den mængde diesel, der er aftalt med USA, vil det kortvarigt kunne mærkes hos amerikanerne.Det vurderer Jens Nærvig, der er chefanalytiker med fokus på råvarer hos Danske Bank.
- Det vil nok lette presset og aftage stigningen kortvarigt, men der vil ikke være de store fald i priserne, siger han.
Trump meddelte fredag aften på Truth Social, at Rusland omgående vil levere over 300.000 ton diesel til det amerikanske og globale marked.
Han hævder samtidig, at Rusland senere vil levere yderligere 500.000 ton i november og umiddelbart derefter endnu en million ton.
- Det er ikke en permanent løsning, og det er uvist, om Rusland overhovedet kan levere den diesel, de lover, mener Jens Nærvig.
Hans holdning står i kontrast til Trumps.
Afhængigt af tilstanden på landets olieraffinaderier vil Rusland nemlig inden for kort tid kunne levere yderligere 3.000.000 ton diesel, lød det nemlig fra Trump.
Ifølge vicepremierministeren i Rusland, Alexander Novak, er de tre millioner ton en mængde diesel, russerne på sigt kan levere hver måned, har han ifølge nyhedsbureauet AFP sagt til russiske nyhedsbureauer.
3.000.000 ton diesel svarer til 22,5 millioner tønder og 15 procent af USA’s månedlige forbrug, siger Jens Nærvig.
Men i Rusland har krigen i Ukraine sat sine spor, lyder det.
- Ruslands olieraffinaderier har været ramt af angreb, og derfor er det ikke sikkert, de kan levere det, de siger, siger Jens Nærvig.
Meldingen fra Donald Trump kommer, efter at USA og Israel den 28. februar indledte en krig mod Iran. Siden da er prisen på diesel steget med omkring 80 procent.
Det har ramt både almindelige forbrugere og mange erhvervsdrivende på pengepungen og sendt inflationen i vejret, fordi det er blevet dyrere at transportere varer.
Ifølge Donald Trump vil ”dieselpriserne for amerikanerne og faktisk hele verden falde hurtigt og i rekordstort omfang” efter den nye aftale med Rusland, skrev han på sit sociale medie Truth Social fredag.
USA's finansministerium har givet en midlertidig tilladelse til, at sanktionerne mod Rusland kan lempes, så landet kan sælge diesel på det internationale marked.
Tilladelsen gælder frem til 7. april 2027, skriver nyhedsbureauet Reuters.
RITZAU
