KØB ABONNEMENT

Brasilien sagsøger Shell for dødelige oversvømmelser i 2024

UDLAND • 10. OKT 2026 • 03:20

Ifølge Brasilien skal Shell stilles til regnskab for den drivhusgas, som oliegiganten har udledt.

Den brasilianske anklagemyndighed har fredag indgivet et usædvanligt søgsmål mod oliegiganten Shells datterselskab i landet som følge af dødelige oversvømmelser i 2024.

Det viser retsdokumenter i sagen ifølge nyhedsbureauet AFP.

200 mennesker omkom, og 500.000 mennesker blev fordrevet som følge af oversvømmelserne, der blev udløst af skybrud i det sydlige Brasilien.

Anklagemyndigheden kræver en erstatning på 108 millioner dollar - 720 millioner kroner.

- Det her civile søgsmål har til formål at drage det sagsøgte selskab til ansvar ud fra dets miljø- og klimamæssige ansvar for kollektive materielle og immaterielle skader, der skyldes den ekstreme vejrhændelse i delstaten Rio Grande do Sul, lyder det i retsdokumenterne.

Søgsmålet er indgivet i samarbejde med den brasilianske ikke-statslige organisation Instituto Preservar.

Det lyder i søgsmålet, at Shells erstatningsansvar bør svare til, hvad selskabet bidrager til i den globale opvarmning. Det svarer til to procent af drivhusgasudledningerne, skriver AFP.

Anklagemyndigheden mener, at den britiske energigigant bør drages til ansvar for sine tidligere og nuværende drivhusgasudledninger i forbindelse med brug, produktion og salg af fossile brændstoffer.

De 108 millioner dollar dækker både erstatning for materielle skader samt godtgørelse for tort og svie.

Indgivelsen af det nye klimasøgsmål markerer begyndelsen på en ny fase i den globale juridiske kamp mod oliegiganterne.

Det siger Maria Antonia Tigre, der står i spidsen for global klimaretsforfølgning ved Sabin Center for Climate Change Law på Columbia University, til AFP.

- Det er første gang, at en national offentlig anklagemyndighed sagsøger et af de store olieselskaber for en klimakatastrofe, siger hun.

Shell står i forvejen over for et søgsmål i Storbritannien. Det er anlagt af ofrene for en tyfon i Filippinerne.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT