Amerikansk rockduo lægger sag an efter Trumps brug af musik

10. SEP 2024 • 06:50UDLAND

The White Stripes er stærkt utilfreds med, at Trump har brugt hittet "Seven Nation Army" i en kampagnevideo.

Den amerikanske rockduo The White Stripes har mandag lagt sag an mod Republikanernes præsidentkandidat, Donald Trump.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Rockduoen hævder, at ekspræsidenten og hans kampagnehold har brugt deres hit "Seven Nation Army" i en video på sociale medier uden tilladelse.

I sagsanlægget fremgår det desuden, at bandets medlemmer, Jack White og Meg White, "er stærkt imod Trumps politik og handlinger, da han var præsident, og de handlinger, han har lagt op til i en eventuel anden præsidentperiode".

Trumps kampagnehold er ikke umiddelbart vendt tilbage på en forespørgsel fra AP om en kommentar til sagsanlægget.

Det er langtfra første gang, at Trumps lejr er kommet med på kant med sangere og bands efter brug af deres sange.

Senest var den amerikanske rockgruppe Foo Fighters utilfreds med, at gruppens hit "My Hero" blev spillet under et af Trumps vælgermøder i august.

Samme måned sagde holdet bag den canadiske sangerinde Céline Dion, at Trumps brug af hendes sang "My Heart Will Go On" var "uautoriseret", og at hun ikke støttede "denne eller lignende brug".

Derudover har den canadiske sanger Neil Young, Steven Tyler fra det amerikanske rockband Aerosmith og den engelske sangerinde Adele alle kritiseret Trump for også at spille deres musik til vælgermøder.

Bandet Rolling Stones har tidligere truet med at lægge sag an, hvis Trumps kampagne fortsatte med at bruge bandets hitsang "You Can't Always Get What You Want".

Både Republikanernes Donald Trump og Demokraternes Kamala Harris har i øjeblikket travlt med vælgermøder forud for det amerikanske præsidentvalg 5. november.

Natten til onsdag dansk tid møder Harris og Trump for første gang hinanden i en tv-debat. Det sker på tv-kanalen ABC.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT