Amerikansk militær udfører kraftige angreb i Iran

UDLAND7. JUL 2026 • 23:55

Angrebene i Iran sker som gengæld for iranske angreb på handelsskibe i Hormuzstrædet, melder USA's militær.

Det amerikanske militær har påbegyndt en række kraftige angreb i Iran.

Det oplyser det amerikanske militærs centralkommando, Centcom, sent tirsdag på det sociale medie X.

Angrebene begrundes med iranske angreb på civil skibsfart i Hormuzstrædet.

- Den amerikanske centralkommando har indledt en række kraftige angreb mod Iran med det formål at påføre landet betydelige omkostninger.

- Det sker som følge af angreb på kommercielle skibe med uskyldige civile i internationalt farvand, skriver Centcom.

Konkret er tre handelsskibe ifølge amerikansk militær blevet udsat for iranske angreb i Hormuzstrædet.

- Irans dokumenterede aggression var uprovokeret, farlig og en klar overtrædelse af våbenhvilen, skriver Centcom.

Det er uklart, hvilke konkrete mål i Iran som amerikansk militær har rettet angrebene mod.

Iranske medier beretter tirsdag aften, at der kan høres eksplosioner i havnebyen Sirik i det sydlige Iran. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Seks projektiler har ramt en mole i byen, lyder meldingerne.

Der kan også høres eksplosioner i byen Qeshm, beretter det iranske nyhedsbureau Mehr.

Det er første gang i mere end en uge, at amerikansk militær har angrebet mål i Iran.

USA og Iran blev i midten af juni enige om et forståelsespapir, som forpligter de to lande til at forhandle og indgå en endelig fredsaftale inden for en periode på højst 60 dage.

I det såkaldte "Memorandum of Understanding" blev parterne for tre uger siden blandt andet enige om at stoppe med at angribe hinanden.

Efter at aftalen var indgået, beskyldte begge lande i flere dage modparten for at bryde aftalen.

Krigen blev indledt 28. februar af Israel og USA i fællesskab.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT