Norsk tv-kendis får samfundstjeneste for skind fra ulovlig bjørnejagt

15. APR 2026 • 12:47UDLAND

Isak Dreyer har forklaret, at han ikke skød bjørnemor og unge. Han er dømt for at have håndteret ungens skind.

Den norske tv-personlighed Isak Dreyer er blevet dømt til 120 timers samfundstjeneste for at have taget ulovligt bytte - nemlig et skind - med fra en jagt i Sverige, hvor en bjørnemor og en af hendes unger blev skudt.

Det skriver det svenske medie Aftonbladet onsdag, hvor der i Östersunds byret er faldet dom i sagen.

Dreyer er dømt for at have flået og taget ungens skind med.

I sin tid blev i alt seks mænd tiltalt for groft brud på jagtlovgivning for jagten i Midtsverige i 2023.

Mændene havde tilladelse til at skyde bjørn, men det er forbudt at skyde en hunbjørn med unger. Og dens unger.

I december beskrev det norske medie VG, at politiet havde fundet en videofil, som viser, hvordan mændene forfølger hunbjørnen og ungen i en bil.

Tre personer har fået fængselsstraffe i sagen, oplyser byretten.

Dreyers advokat, Sven Severin, har ifølge det norske nyhedsbureau NTB forklaret, at friluftskendissen ikke selv skød nogen af bjørnene, og at han ikke var til stede, da bjørnemoren og ungen blev skudt.

Onsdag er han blevet frifundet for groft brud på jagtlovgivning og dermed ikke dømt for selve jagten.

Men han skal betale en erstatning til den svenske stat, som også beslaglægger skindet.

- Frifundet for jagten!, skriver Dreyer på det sociale medie Instagram.

Östersunds byret skriver i dommen ifølge Aftonbladet, at da Dreyer var kommet i besiddelse af skindet som følge af et lovbrud, begik han også selv et.

- Selv om det ikke er blevet bevist, at han selv havde til hensigt at jage bjørneungerne, så mener byretten, at han burde have indset, at den bjørneunge, der var blevet skudt, havde været genstand for en jagtforbrydelse, skriver byretten.

Dreyer er blandt andet kendt for at have vundet NRK's realityprogram "Norges tøffeste" ("Norges sejeste", red.), hvor deltagere dyster mod hinanden i forskellige fysiske og mentale udfordringer.

I Danmark kan man blandt andet se friluftskendissen på DR i programmet "Isak og Hytten".

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT