Alle 61 om bord i brasiliansk passagerfly døde ved styrt

10. AUG 2024 • 00:33UDLAND

Et fly af typen ATR-72 kan på billeder ses falde næsten lodret, da det passerer byen Vinhedo.

Et fly med 61 passager og besætningsmedlemmer om bord er fredag styrtet i Vinhedo nord for storbyen São Paulo i Brasilien, siger flyselskabet Voepass Linhass Areas ifølge Reuters.

Alle om bord er omkomne, lyder det videre.

Der er tale om et fly af typen ATR-72-500, der er et fransk-italiensk produceret fly.

Det forulykkede fly var på vej fra Cascavel i delstaten Parana til Guarulhos i delstaten São Paulo. Omkring klokken 01.30 lokal tid styrtede flyet i Vinhedo.

Den brasilianske tv-station Globonews gengiver billeder, hvor man ser flystyrtet. Flyet nærmest falder lige ned i en gruppe træer. Derefter stiger der en stor sort røgsky til vejrs.

En indbygger i byen ved navn Daniel de Lima siger til Reuters, at han hørte en høj lyd hvorefter han gik udenfor og kiggede op på himlen.

Her så han flyet i en horisontal spiral.

- Det roterede, men det bevægede sig ikke fremad, siger han.

- Kort tid efter faldt det ned fra himlen og eksploderede.

I byen Valinhos, som ligger tæt på Vinhedo, lyder det, at kun et enkelt hjem tog skade efter styrtet. Ingen indbyggere i byen blev såret.

- Det er lige før, at jeg tror, at piloten prøvede at undgå et nabolag her i nærheden, som er tæt befolket, lyder det fra de Lima.

Myndighederne har endnu ikke sagt, hvad der forårsagede styrtet.

En embedsmand i São Paulo, Guilherme Derrite, siger dog, at flyets blackbox er blevet fundet og ser ud til at være intakt.

Voepass, som er Brasiliens fjerdestørste flyselskab, har sagt, at det ikke kan komme med flere oplysninger om, hvad der var skyld i styrtet. I begyndelsen meldte selskabet om 62 passagerer, men det tal er nu nedjusteret til 61.

Præsident Lula, der var i gang med at tale ved en begivenhed, bad om et minuts stilhed for at mindes ofrene.

ATR-72 er et tomotorers propelfly. ATR er ejet af Airbus og den italienske flyfabrik Leonardo.

ATR har sagt til Reuters, at dets specialister er "fuldt beskæftigede" med at efterforske flystyrtet.

Styrtet er det dødeligste i Brasilien siden 2007, hvor 199 mennesker omkom i et flystyrt. Det fly blev driftet af TAM, som senere sluttede sig sammen med LAN og blev til det, der i dag kendes som LATAM Airlines.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT