Aktivister limede hænderne fast til Goya-malerier

5. NOV 2022 • 17:23UDLAND

To aktivister, der limede deres hænder til malerier på Prado-museet i Madrid, er blevet tilbageholdt.

To klimaaktivister har lørdag limet deres hænder fast til rammerne på to malerier af maleren Francisco Goya på det verdensberømte Prado-museum i den spanske hovedstad, Madrid.

Det skriver AFP.

Aktivisterne har ikke beskadiget nogen af malerierne, men skrev "1,5°" på væggen mellem de to malerier. Det er en reference til Parisaftalen om at begrænse temperaturstigningerne til 1,5 grader.

Begge aktivister blev tilbageholdt, oplyser det lokale politi.

En kampagnegruppe ved navn Futuro Vegetal har oplyst, at dens medlemmer har gennemført aktionen lørdag.

- I sidste uge anerkendte FN umuligheden af at holde os under grænsen på 1,5 grader celsius. Vi har brug for forandring nu, skriver gruppen på det sociale medie Twitter.

Grupper af klimaaktivister har i de seneste uger iværksat en række lignende protester forud for klimakonferencen COP27, der begynder søndag i Egypten.

Blandt andet kastede klimaaktivister fredag suppe ud over et maleri af Vincent van Gogh i Rom. Maleriet var dog beskyttet bag glas.

I midten af oktober var det Van Gogh-maleriet "Solsikker", der på Londons National Gallery blev udsat for suppekast af klimaaktivister.

Tidligere samme måned limede to klimaaktivister sig til Picasso-maleriet "Massakren i Korea", der hænger på det australske nationalmuseum i Victoria, Melbourne.

I ingen af tilfældene blev malerierne beskadiget, da de var i glas og ramme.

Det var en mand og en kvinde, der lørdag limede sig fast til Goyas "La Maja Vestida" (Den påklædte Maja, red.) og hans "La Maja Desnuda" (Den nøgne Maja, red.).

Mens de to værker på Prado-museet ikke er beskadiget, skal væggen, hvor der blev skrevet, ifølge museet repareres.

- Vi fordømmer brugen af museet som et sted at fremsætte en politisk protest af enhver art, udtaler museet.

Også herhjemme har der været et eksempel på hærværk mod et maleri.

I april blev Asger Jorn-maleriet "Den Foruroligende Ælling" på Museum Jorn i Silkeborg udsat for hærværk med kontaktlim og tusch. Maleriet var ikke i glas og ramme, og det har taget et halvt år at restaurere det.

Det var provokunstneren Ibi-Pippi Orup Hedegaard, der stod bag aktionen.

Ibi-Pippi har tidligere udtalt til TV 2 Østjylland, at hærværket handlede om ejerskab, og at hun havde "lige så meget ret, som Jorn havde, til at skamfere det oprindelige værk".

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU