Aktivist og oppositionspolitikere er blandt de løsladte i Venezuela

9. JAN 2026 • 04:00UDLAND

Venezuela oplyser ikke, præcis hvor mange politiske fanger der er blevet løsladt natten til fredag.

Venezuela har påbegyndt løsladelsen af det, der omtales som et stort antal politiske fanger, heriblandt flere udenlandske, efter at USA har afsat præsident Nicolas Maduro og tiltalt ham i USA.

Det oplyser Jorge Rodriguez, der er bror til landets midlertidige præsident, Delcy Rodriguez, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Han oplyser ikke et antal, eller hvem der er tale om. Han oplyser heller ikke, hvilke fængsler de politiske fanger løslades fra.

To ledende medlemmer af Venezuelas politiske opposition er blandt de løsladte, oplyser den lokale menneskerettighedsgruppe Foro Penal ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Blandt de løsladte er Enrique Marquez, der stillede op mod Maduro ved præsidentvalget i 2024. Det oplyser oppositionen i en skriftlig udtalelse, skriver AFP.

- Det hele er overstået nu, siger Marquez i en video, der er filmet af en lokal journalist.

Fem spaniere er desuden blevet løsladt, oplyser Spaniens udenrigsminister, Jose Manuel Albares. Blandt dem er den spansk-venezuelanske aktivist Rocio San Miguel.

Hun har siddet fængslet i Venezuela i næsten to år. Rocio San Miguel blev anholdt i februar 2024, hvor hun blev anklaget for at have været en del af et komplot, som ville dræbe Nicolas Maduro.

Venezuelas oppositionsleder, Maria Corina Machado, der i en længere periode har levet i skjul på grund af trusler fra Maduros regering, har ifølge Reuters delt en lydbesked på sociale medier, hvor hun kommenterer løsladelserne.

- Det her er en vigtig dag, for det viser det, som vi allerede har vidst: At uretfærdighed ikke kommer til at vare for evigt, siger hun.

USA's præsident, Donald Trump, siger natten til fredag i et interview på Fox News, at Machado kommer til USA's forbundshovedstad, Washington D.C., i næste uge.

- Jamen, jeg forstår det sådan, at hun kommer i næste uge på et tidspunkt, og jeg ser frem til at hilse på hende, siger Trump ifølge Reuters.

Efter tilfangetagelsen af Maduro affejede Trump lørdag idéen om, at Machado kunne blive midlertidig leder i Venezuela.

Machado blev tildelt Nobels Fredspris i slutningen af sidste år. I forløbet op til uddelingen af sidste års Nobels fredspris lagde Trump ikke skjul på, at han gerne så sig selv få prisen.

Efter at USA havde afsat Maduro, sagde Machado tidligere på ugen, at hun kunne tænke sig at dele prisen med ham.

Nobelinstituttet i Norge har dog afvist, at det kan lade sig gøre.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT