Aktierne dykker i Asien efter Trumps told træder i kraft
Ny amerikansk told på varer fra flere asiatiske lande er indført. Aktieindeks i Taiwan og Japan styrtdykker.
Flere aktiemarkeder i Asien oplever store fald onsdag ved lukketid, efter at USA's told på udenlandske varer er en realitet.I Taiwan falder aktierne med 5,8 procent, mens det japanske Nikkei 225-indeks lukker med et fald på 3,9 procent. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Aktierne i Kina og Hongkong lukkede dog med mindre stigninger onsdag. Shanghai Composite-indekset steg med 1,3 procent, mens Hongkongs Hang Seng-indeks oplevede en mindre stigning på 0,7 procent.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, annoncerede i sidste uge, at der vil blive pålagt told på varer fra en række lande verden over. De nye toldsatser er onsdag morgen dansk tid trådt i kraft.
Donald Trump vil med højere told tvinge udenlandske virksomheder til at producere deres varer i USA og skabe amerikanske arbejdspladser.
Den eskalerende handelskrig har sendt rystelser gennem aktiemarkederne verden over den seneste uge.
De asiatiske aktier har rutsjet op og ned. Mandag var en blodrød dag for flere børser i Asien. Nikkei 225-indekset dykkede mandag med 7,8 procent, men tirsdag lukkede indekset med en stigning på over 6 procent.
Flere lande i Asien er hårdt ramt af Trumps toldhammer. For eksempel skal der betales 46 procent told på vietnamesiske varer i USA og 32 procent på varer fra Taiwan. Japan er ramt af told på 24 procent.
Toldkrigen kan få omfattende konsekvenser for verdensøkonomien.
Både EU og en række lande har varslet modsvar til tolden i USA.
Kina er et af de lande, der bliver hårdest ramt. Kina valgte i sidste uge - som et modsvar på de øgede amerikanske toldsatser - at gengælde med yderligere 34 procent told på alle amerikanske varer fra 10. april.
Mandag sagde Donald Trump, så, at han vil lægge yderligere 50 procent told på Kina.
Det Hvide Hus bekræftede mandag over for AFP, at toldsatsen mod Kina dermed i alt ville blive hævet til 104 procent, medmindre Kina valgte at trække dets gengældelsestold mod USA tilbage.
/ritzau/