Jannik Sinner tromler over chanceløs tjekke i Paris

31. MAJ 2025 • 14:46SPORT

Blot 94 minutter tog det verdensetteren Jannik Sinner at besejre Jiri Lehecka ved French Open.

Jannik Sinner viste lørdag skræmmende styrke, da han lørdag spillede sig videre til ottendedelsfinalerne i French Open.

6-0, 6-1, 6-2 vandt italieneren over Jiri Lehecka efter en arbejdsdag på gruset i Paris, der varede meget beskedne 94 minutter.

Verdens nummer 34 kunne intet stille op mod verdensetteren, der lavede 30 vindere og blot 9 uprovokerede fejl, og derfor var der også primært smil på tjekkens læber i tredje sæt, hvor han trods alt ydede en smule modstand.

- Jeg spillede virkelig, virkelig godt. Jeg er meget glad. Det var min træner Simones (Vagnozzi, red.) fødselsdag i går, og normalt spiller jeg ikke godt, når han har fødselsdag.

- Så det er en sejr til ham, sagde Sinner i sit vinderinterview på banen efter magtdemonstrationen.

Sejren var Sinners tredje ved French Open i tre sæt, og han har samlet set været i aktion i under seks timer i turneringen. Til sammenligning har Holger Rune spillet omkring ni timer.

I sin ottendedelsfinale skal Sinner op mod russiske Andrey Rublev, der helt slap for at være i aktion i tredje runde, da hjemmebanehelten Arthur Fils trak sig med en skade.

Sinner fører 6-3 i de indbyrdes opgør mod Rublev.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT