Affald hober sig op i Havanas gader efter USA's olieblokade

17. FEB 2026 • 01:55UDLAND

Kun 44 af Havanas 106 skraldebiler har kørt, siden USA's olieblokade blev iværksat, og det kan ses i byen.

Affald er begyndt at hobe sig op på gadehjørner i den cubanske hovedstad, Havana, og det tiltrækker horder af fluer og har medført en stank af rådden mad.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Affaldet i gaderne er en af de mest synlige konsekvenser af USA's blokade for olieforsyningen til Caribiens største ø.

Den statsejede nyhedskanal Cubadebate rapporterede tidligere i februar, at kun 44 af Havanas 106 skraldebiler har kunnet køre, efter at blokaden blev iværksat.

Papkasser, brugte poser og plastikflasker har hobet sig op på gadehjørnerne. Nogle beboere har sorteret affaldet for at se, om noget kan genbruges.

Bilister, fodgængere og cyklister er tvunget til at gå uden om de tårnhøje bunker.

- Det er overalt i byen, siger beboeren Jose Ramon Cruz.

- Der er mere end ti dage side, at en skraldebil kom forbi.

Cubas regering har implementeret rationeringsforanstaltninger for at beskytte de vigtigste områder såsom sundhedsvæsenet, forsvaret og fødevare- og vandforsyninger.

Den nationale olieforsyning er faldet dramatisk på blot to måneder.

Olieforsyningerne blev stoppet efter USA's tilfangetagelse af Venezuelas tidligere præsident Nicolas Maduro kort efter årsskiftet. Venezuela og Cuba har et tæt bånd, og landet var engang Cubas største leverandør af olie.

USA har haft en egentlig embargo mod Cuba siden 1960. Embargoen forhindrer amerikanske virksomheder og borgere mod at handle med Cuba.

De seneste måneder er den amerikanske tilgang dog blevet endnu hårdere, og USA har truet med toldsatser og sanktioner mod lande, der sender forsyninger til Cuba.

En russisk avis rapporterede i sidste uge, at Rusland forbereder sig på at sende råolie og brændstof til Cuba i den nærmeste fremtid, men der blev ikke angivet en specifik dato.

Den amerikanske administration, der ledes af republikaneren Donald Trump, har sagt, at det vil presse den kommunistiske cubanske regering mod politisk forandring.

FN's generalsekretær, António Guterres, er "meget bekymret" over situationen, sagde hans talsmand, Stephane Dujarric, til journalister mandag.

Han tilføjede, at FN samarbejder med den cubanske regering for at støtte det humanitære arbejde i landet.

- Generalsekretæren vil gerne se, at alle parter går mod dialog og har respekt for international lov igen, sagde Stephane Dujarric.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT