67 millioner år gammelt t-rex skelet skal bortauktioneres

11. MAR 2023 • 23:25UDLAND

For første gang skal et tyrannosaurus rex skelet i så god stand bortauktioneres i Europa, skriver auktionshus.

Et 67 millioner år gammelt skelet af en tyrannosaurus rex vil blive bortaktioneret i Schweiz i april.

Det oplyser det schweiziske auktionshus Koller International Auctions lørdag på sin hjemmeside.

- For første gang i Europa og for kun tredje gang på verdensplan vil et helt skelet af en tyrannosaurus rex i exceptionel stand blive udbudt på en auktion, skriver auktionshuset.

Konkret vil auktionen af skelettet, som har fået navnet "Trinity", finde sted i storbyen Zürich 18. april 2023.

Dinosaurskelettet er 11,6 meter lang og har en højde på 3,9 meter.

Værdien af "Trinity" estimeres til at være på mellem fem millioner og otte millioner schweizerfranc.

Det står der i kataloget, som Koller International Auctions har på sin hjemmeside.

Det svarer til mellem 38 og 61 millioner kroner.

- Trinity er et af de mest spektakulære t-rex-skeletter, der findes - et velbevaret og glimrende restaureret fossil, lyder det fra auktionshuset.

I kataloget står der, at skelettet består af knogler fra tre forskellige tyrannosaurus rex dinosaurer.

De blev gravet op mellem 2008 og 2013 i de amerikanske delstater Montana og Wyoming.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters er dinosaurskeletter og andre fossiler blevet solgt for op til ottecifrede millionbeløb under auktioner de seneste år.

Det har vakt bekymring blandt eksperter.

De frygter nemlig, at det kan være skadeligt for videnskaben, hvis fossilerne ryger i private personers hænder, skriver Reuters.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU