27 er dræbt i hidtil dødeligste skovbrande i Sydkorea

27. MAR 2025 • 09:28UDLAND

Ikke siden myndigheder begyndte opgørelser i 1987, har Sydkorea registreret højere dødstal i naturbrande.

27 personer har mistet livet i omfattende naturbrande, som raser i Sydkorea.

Det oplyser det sydkoreanske indenrigs- og sikkerhedsministerium torsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Det er det højeste antal døde, siden skovmyndigheder begyndte deres opgørelser i 1987, skriver nyhedsbureauet.

Imens hærger en række brande fortsat, og tørre og blæsende forhold forværrer situationen.

Tidligere torsdag oplyste landets katastrofechef, at der også var tale om de hidtil største brande nogensinde.

Landets fungerende præsident, Han Duck-soo, har i denne uge kaldt brandene for de "værste nogensinde". De har skabt "ødelæggelser uden fortilfælde".

Militæret har ifølge nyhedsbureauet Reuters frigivet lagre af flybrændstof for at hjælpe med at holde brandslukningshelikoptere i luften for at slukke flammerne i de bjergrige områder i den sydøstlige del af landet.

Her har brandene nu raset i næsten en uge.

- Vi befinder os nationalt i en kritisk situation med mange tilskadekomne på grund af den hidtil usete spredning af skovbrande, sagde Han Duck-soo på et regeringsmøde ifølge Reuters.

Mere end 120 helikoptere er blevet indsat i tre regioner i kampen mod flammerne, oplyser myndighederne ifølge Reuters. Helikoptere er afgørende for slukningsarbejdet på grund af det bjergrige terræn.

En helikopterpilot mistede onsdag livet, da han styrtede ned, mens han forsøgte at bekæmpe en brand.

Ifølge det amerikanske nyhedsbureau AP er mere end 2000 "strukturer" blevet ødelagt i brandene.

Blandt disse er et 1300 år gammelt buddhistisk tempel, huse, fabrikker og biler er blevet ødelagt.

Ifølge Reuters er der tale om templet Gounsa, som er bygget i år 681.

Flere skoler er også blevet lukket ned på grund af flammerne, og myndighederne har set sig nødsaget til at flytte hundredvis af indsatte fra fængsler, der ligger i de berørte områder.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT