200 kilometer hegn med pigtråd står færdigt ved finsk grænse til Rusland
Finland har beskyldt Rusland for at bruge migranter som våben. Mandag er et 4,5 meter højt hegn indviet.
Finland har mandag indviet et 200 kilometer langt grænsehegn langs landets østlige grænse til Rusland.Ved indvielsen holdt indenrigsminister Mari Rantanen tale ved grænseposten Nuijamaa i det sydøstlige Finland.
- Det her er ikke bare et symbolsk byggeri, det er en praktisk og nødvendig del af det finske grænsesikkerhedssystem.
- Desuden er det en konkret investering i Finlands og Europas sikkerhed, sagde hun ifølge det finske medie Yle.
Selve grænsen mellem Finland og Rusland er over 1300 kilometer lang.
Grænsehegnet er beregnet til at forhindre indvandring fra Rusland.
- I dag er der roligt, men anspændt, og vi ved ikke, hvad der sker i morgen, siger Mari Rantanen til nyhedsbureauet AFP ved indvielsen.
- Det kan hurtigt ændre sig, og derfor er vi nødt til virkelig at være forberedt, tilføjer hun.
Hegnet er 4,5 meter højt og beklædt med pigtråd. Langs hegnet er der sat kameraer og sensorer op.
Det har ifølge Yle kostet omkring 356 millioner euro. Det svarer til omkring 2,7 milliarder kroner.
Dertil kommer årlige omkostninger for omkring 2-3 millioner euro.
I december 2023 lukkede Finland grænsen til Rusland, efter at over 1300 migranter ankom fra øst uden visum.
Det var migranter fra blandt andet Afghanistan, Syrien, Yemen og Somalia, der dukkede op ved den finske grænse.
Den finske regering vurderede, at der var tale om en "instrumentaliseret indvandring".
Indledningsvis var lukningen midlertidig, men den blev senere forlænget på ubestemt tid.
Finland har beskyldt Rusland for at føre en hybridkrig ved at bruge migranter som våben. En beskyldning, som den russiske regering har afvist.
Hændelsen gav anledning til den såkaldte push back-lov.
Den giver grænsevagter mulighed for at afvise asylansøgere under særlige omstændigheder, beskriver AFP.
Den kan udløses en måned ad gangen i afgrænsede områder, hvis Finlands suverænitet og nationale sikkerhed vurderes at være truet.
Loven udløber ved årsskiftet. Tirsdag skal det finske parlament indlede behandling af regeringens forslag om at forlænge loven med to år frem til slutningen af 2028.
Loven er blevet kritiseret for at være i strid med Finlands forfatning og internationale menneskerettigheder.
RITZAU
