AfD misser absolut flertal i Sachsen-Anhalt

UDLAND7. SEP 2026 • 03:59

Det højreorienterede parti AfD bliver størst ved valg i tysk delstat, men partiet har ikke flertal alene.

Det tyske parti Alternative für Deutschland (AfD) står ikke til at få et absolut flertal i delstaten Sachsen-Anhalt.

Det står klart, efter at optællingen af stemmer er færdig, og de foreløbige resultater er blevet offentliggjort natten til mandag.

Det højreorienterede parti er dog stadig valgets store vinder. Partiet opnåede 43,8 procent af stemmerne - en fremgang på 23 procent fra forrige valg i 2021.

De 43,8 procent ventes at kunne give 39 ud af 83 pladser i delstatens parlament, skriver det tyske medie Tagesschau.

Allerede søndag aften, da de første prognoser begyndte at komme, lød det fra AfD's spidskandidat, Ulrich Siegmund, at resultatet var et klart mandat til at danne regering.

Siegmund vil række hånden ud til andre politiske kræfter, men kun til dem, der ønsker at være med til en klar politisk kursændring, lyder det.

- Det, der ikke kommer til at ske med mig, er at bøje vores egne værdier for at opnå muligheden for at komme til magten, sagde han ifølge Tagesschau.

Sachsen-Anhalt ligger i den østlige del af Tyskland og har godt 2,1 millioner indbyggere.

AfD har ligesom flere andre højrepartier i Europa oplevet fremgang i de seneste år med økonomisk uro.

Valgets nummer to blev det konservative CDU, hvor den siddende ministerpræsident, Sven Schulze, kommer fra. Partiet fik 17,2 procent af stemmerne.

Det er endnu uvist, hvem, der kan få posten som ministerpræsident i delstaten.

Inden valget havde Ulrich Siegmund ifølge Tagesschau sagt, at AfD kun ville regere med et absolut flertal.

Mange af de andre partier har også afvist, at de vil samarbejde med partiet.

Det skyldes den såkaldte brandmur, der handler om at holde det yderste højre uden for indflydelse.

AfD er kritisk over for indvandrere, EU og fortaler for traditionelle tyske værdier og et bedre forhold til Rusland.

Spidskandidaten fra partiet BSW, Thomas Schulze, sagde dog søndag til det tyske nyhedsbureau dpa, at der er områder, hvor de to partier godt kan tale sammen.

- Vi har ingen interesse i brandmuren, og vi vil tale med alle partier, lød det.

Spærregrænsen i Tyskland er på fem procent. BSW sikrede sig ifølge de offentliggjorde resultater natten til mandag 5,3 procent af stemmerne.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT