19.000 opfordres til at forlade hjem efter ny brand i Los Angeles
En ny naturbrand er brudt ud i en nordvestlig forstad til Los Angeles og har opslugt over 20 kvadratkilometer.
En ny naturbrand er onsdag brudt ud i den nordlige del af Los Angeles i USA, hvilket sætter delstaten Californien under yderligere pres efter to uger med naturbrande i området.Den nye brand hedder Hughes-branden og er brudt ud øst for den nordvestlige forstad Castaic nær storbyen Los Angeles, skriver The New York Times.
På blot et par timer opslugte branden et område på over 32 kvadratkilometer, oplyser delstatens beredskabsmyndigheder.
Beredskabet kæmper fortsat med de eksisterende brande, Palisades-branden og Eaton-branden, som har hærget regionen i to uger.
Palisades-branden er 68 procent inddæmmet, mens Eaton-branden nær Pasadena er 91 procent inddæmmet.
Den nye brand er allerede halvt så stor som Eaton-branden.
Beredskabet har udstedt evakueringsordrer til 19.000 personer i området. Det svarer til hele Castaics befolkning. Yderligere 15.000 er underlagt evakueringsadvarsler.
Myndighederne har advaret befolkningen i Castaic Lake-området om, at de er i "umiddelbar livsfare", hvis de bliver i området.
Som følge af skovbrandene er nationalparken Angeles National Forest - som har et areal på 2800 kvadratkilometer - lukket for besøgende.
Delstatens beredskab oplyser, at det har indsat mandskab på omkring 1100 personer i det sydlige Californien, fordi de forventer, at brandene spreder sig hurtigt.
Ilden breder sig hurtigt og voldsomt på grund af kraftige Santa Ana-vinde, der bringer meget tør og varm ørkenluft ind over det sydlige Californien.
Det sydlige Californien har desuden måttet undvære større mængder regn i ni måneder, hvilket har fordret gode forhold for naturbrande. Der er dog varslet regn fra lørdag til mandag, hvilket muligvis vil give brandfolkene en tiltrængt pause.
Siden Eaton- og Palisades-brandene udbrød den 7. januar, har de brændt et område, der cirka er på størrelse med USA's hovedstad, Washington D.C.
28 mennesker er omkommet i brandene, der har beskadiget eller ødelagt næsten 16.000 bygninger. På et tidspunkt var 180.000 mennesker under evakueringsordre, oplyser Los Angeles' myndigheder.
Inddæmning måler den procentdel af en brands omkreds, som brandfolkene har under kontrol.
/ritzau/AFP