11 meldes dræbt i angreb i det østlige Ukraine
30 personer er ifølge beredskabstjeneste sent fredag blevet såret i russiske angreb mod Donetsk.
Russiske angreb mod den østlige region Donetsk i Ukraine har sent fredag aften lokal tid kostet 11 personer livet.Samtidig meldes 30 personer såret.
Det oplyser den ukrainske beredskabstjeneste i et opslag på beskedtjenesten Telegram ifølge nyhedsbureauet AFP.
Tidligere lørdag morgen lød det fra Vadym Filasjkin, som er guvernør i regionen, at fire personer er døde i angrebene, mens 18 er såret.
Ifølge guvernøren var angrebene rettet mod byen Dobropillja, som ligger nordøstligt i Donetsk.
Rusland har ikke umiddelbart kommenteret meldingerne.
Det fremgår ikke, om nogen af de sårede vurderes at være i livsfare.
Ifølge beredskabstjenesten er mindst ni bygninger i byen blevet ødelagt.
Vadym Filasjkin sagde tidligere lørdag morgen ifølge Reuters, at fire højhuse med lejligheder var blevet beskadiget i angrebene, og at redningspersonale leder efter flere omkomne i området.
Donetsk har været mål for voldsomme kampe i løbet af den tre år lange krig.
Ruslands styrker er langsomt rykket mod vest i et forsøg på at erobre Luhansk og Donetsk, som tilsammen udgør området, som i daglig tale kendes som Donbas.
Fredag talte USA's udenrigsminister, Marco Rubio, ifølge Reuters i telefon med Ukraines udenrigsminister, Andrij Sybiha.
Her sagde Rubio, at USA's præsident, Donald Trump, er fast besluttet på at stoppe krigen hurtigst muligt, siger det amerikanske udenrigsministerium i en udtalelse.
- Ministeren understregede, at præsident Trump er fast besluttet på at stoppe krigen hurtigst muligt og fremhævede, at alle sider må tage skridt for at sikre en holdbar fred, lyder det.
Trump opfordrede fredag både Rusland og Ukraine til at komme til forhandlingsbordet, "før det er for sent".
Han truede samtidig Rusland med sanktioner på baggrund af landets angreb mod Ukraine.
Ifølge dpa lød det efterfølgende fra Trump, at han dog har forståelse for Ruslands præsident Vladimir Putins tilgang til krigen.
Trump-administrationen har stoppet USA's militære støtte til Ukraine og dets delinger af efterretninger med landet.
Trump blev ifølge dpa fredag spurgt til, hvorvidt han mener, at Putin udnytter dette.
- Jeg tror faktisk, han (Putin, red.) gør, hvad alle ville gøre, svarede Trump.
/ritzau/
