1000 strandet på hotel i oversvømmet amerikansk nationalpark

6. AUG 2022 • 05:40UDLAND

Oversvømmelser i nationalparken Death Valley har gjort det umuligt for gæster og ansatte at forlade et hotel.

Omkring 1000 mennesker må se tiden an på et gammelt luksuriøst hotel i den amerikanske nationalpark Death Valley, som ligger i den sydøstlige del af delstaten Californien.

Personerne er gæster og ansatte på The Inn, og deres i alt omkring 60 biler er begravet i adskillige fod dybe mængder af sedimenter og vragrester, efter at voldsomme regnskyl har forårsaget oversvømmelser i nationalparken.

Det oplyser parkmyndighederne i en pressemeddelelse.

Ingen er kommet til skade, men de 1000 personer har ikke kunnet forlade parken, fordi alle veje ind i og ud af Death Valley er blevet spærret.

Oversvømmelserne har også skubbet mange af bilerne ind i hinanden og lagt dele af hotellets faciliteter under vand.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU