1000 omstridte ICE-betjente har forladt Minnesota

16. FEB 2026 • 04:26UDLAND

USA's grænsechef fortæller, at hundredvis af ICE-betjente har forladt delstaten, men at nogle bliver tilbage.

Flere end 1000 betjente fra den amerikanske immigrationsmyndighed ICE har forladt den amerikanske delstat Minnesota.

Det fortæller USA's grænsechef, Tom Homan, søndag i tv-programmet "Face the Nation" på CBS News.

Homan siger, at det, han betegner som en mindre styrke, stadig vil blive i delstaten i en kort periode.

Grænsechefen annoncerede i sidste uge en afslutning på den omstridte indsats "Operation Metro Surge", der blev indledt i december, og at ICE ville indlede en tilbagetrækning.

Det er en fælles indsats i delstaten Minnesota mellem ICE og det føderale grænsepoliti (CBP) med det formål at pågribe ulovlige migranter i USA og udvise dem.

Indsatsen har ført til adskillige voldsomme razziaer, og to amerikanske statsborgere blev i januar dræbt i Minneapolis.

En 37-årig kvinde blev dræbt af ICE, mens en 37-årig mand blev dræbt af grænsepolitiet. Det har udløst store demonstrationer.

Homan siger i søndagens interview på CBS, at han ikke bryder sig om, at de føderale betjente bærer masker. Men han mener, at det er nødvendigt.

- Fordi trusler mod ICE-betjente er steget med over 1500 procent, og faktiske overfald og trusler er steget med over 8000 procent, er disse mænd og kvinder nødt til at beskytte sig selv, siger Homan.

ICE står for Immigration and Customs Enforcement og er en amerikansk statslig myndighed under USA's ministerium for indenlandsk sikkerhed, Department of Homeland Security.

Myndigheden står i spidsen for gennemførelsen af USA's præsident Donald Trumps planer om at masseudvise migranter, hvilket var et centralt løfte under hans valgkamp.

ICE har foretaget tusindvis af anholdelser, siden Trump blev præsident for godt et år siden. Det er ofte sket på offentlige steder og har ført til sammenstød med demonstranter.

De føderale betjente fra ICE kan standse, tilbageholde og anholde personer, hvis de har mistanke om, at de opholder sig ulovligt i USA. ICE kan også deportere ulovlige migranter, skriver BBC.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT