Zelenskyj hylder sit landshold efter EM-kvalifikation

27. MAR 2024 • 01:21SPORT

Det ukrainske herrelandshold i fodbold har tirsdag kvalificeret sig til EM og hyldes nu af landets præsident.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, hylder landets herrelandshold i fodbold, efter at det tirsdag har sikret sig en billet til EM senere i år.

- Tak, gutter. Tak, hold! For betydningsfulde følelser for hele landet. For den vigtige sejr og for at komme med til EM, skriver han på det sociale medie X.

- For at bevise endnu en gang, at når ukrainere står over for vanskeligheder, men ikke giver op og fortsætter med at kæmpe, vinder ukrainere helt sikkert.

Ukraine var hjemmebanehold, da det tirsdag mødte Island, men spillede i Wroclaw i Polen på grund af den russiske invasion.

- Når fjenden prøver at ødelægge os, demonstrerer vi hver dag, at ukrainere eksisterer og vil forblive. Ukraine eksisterer og forbliver! Tak for sejren! Ære til Ukraine, skriver præsidenten.

Ukraine sikrede sig EM-billetten med en 2-1-sejr over Island, der har den tidligere danske landstræner Åge Hareide i spidsen.

Det er fjerde gang i træk, at Ukraine indløser billet til EM, og bedste resultat er indtil videre den kvartfinale, som holdet tabte 0-4 til England i 2021.

Holdet har til EM formentlig fornuftige chancer i gruppe E, hvor Rumænien, Slovakiet og Belgien er modstanderne.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU