Frustreret Rune: Jeg har slet ikke fundet mit spil

28. APR 2024 • 16:51SPORT

Holger Rune er ikke tilfreds med de seneste grusturneringer. Søndag tabte han i tredje runde i Madrid.

Holger Rune er ikke tilfreds med udlægget på forårets grussæson. Søndag måtte han forlade Madrid Open allerede i tredje runde efter et nederlag til Tallon Griekspoor i tre sæt.

Han kom ellers fint i gang på grus med kvartfinalen i Monte Carlo Masters, og plaget af sygdom måtte han i den efterfølgende turnering nøjes med en semifinale i München, hvor han triumferede i 2022 og 2023.

- Jeg synes, jeg startede grussæsonen godt i Monaco. Der spillede jeg tennis på det høje niveau, som jeg også forventer af mig selv. Men jeg har slet ikke fundet ind til mit spil i de sidste to turneringer, siger Rune via selskabet IMG

- Det har selvfølgelig været ekstremt frustrerende, at jeg har været ramt af sygdom, og det også haft betydning for mit spil. Men alligevel ville jeg gerne have præsteret bedre. Nu har jeg tre dage tilbage på penicillin, og så satser jeg på, at jeg kommer stærkere ud til de næste turneringer.

Runes næste opgave er Masters 1000-turneringen i Rom fra 8. maj, inden grand slam-turneringen French Open begynder 26. maj.

- Der er ikke andet for end at tage arbejdshandskerne på og knokle hårdt på træningsbanen for at finde mit gode grustennis frem igen, lyder det fra Rune.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU