Yamal er tilbage for Barcelona efter landsholdsafbud

21. NOV 2025 • 15:22SPORT

En lyskeskade holdt Lamine Yamal hjemme fra landsholdssamling, men lørdag er han klar til Camp Nou-åbning.

Den spanske fodboldstjerne Lamine Yamal er kommet sig over den lyskeskade, som tvang ham til et afbud for Spanien ved den netop overståede landsholdssamling.

Det siger FC Barcelona-træner Hansi Flick på et pressemøde fredag.

- Han har arbejdet rigtig hårdt i de seneste to uger, og jeg er glad for det, jeg ser, siger den tyske træner ifølge Reuters.

Dermed er den rapfodede dribler klar, når Barcelona lørdag i ligaopgøret mod Athletic Club vender tilbage til Camp Nou, der i disse år gennemgår en omfattende renovering.

Det Spanske Fodboldforbund (RFEF) var ikke tilfreds med Barcelona, da 18-årige Yamal glippede samlingen.

Forbundet mente, at meldingen fra Barcelona om Yamals fysiske tilstand kom alt for sent.

Yamal spillede fuld tid i Barcelonas to sidste kampe op til landskampspausen, og i de seneste uger har han altså brugt tiden så fornuftigt, at han nu er klar til at betræde grønsværen igen.

Lysken har dog drillet stjernen i løbet af efteråret, hvor han har misset fem af Barcelonas kampe. Han har dog stadig ydet sit bidrag til holdet. I 11 kampe har han scoret seks mål og assisteret ved seks andre scoringer.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT