Nicolai Højgaard er i sit livs form før majorturnering

14. MAJ 2026 • 11:30SPORT

Forbedringer i det korte spil ved green har ifølge ekspert gjort Nicolai Højgaard til en spiller uden mangler.

Golfspilleren Nicolai Højgaard er i sit livs form, når han torsdag klokken 13.07 dansk tid tager hul på årets anden majorturnering, PGA Championship.

Det demonstrerede han så sent som i sidste uge, da han blev nummer to i den store PGA-turnering Truist Championship. Resultatet sendte ham op som verdensranglistens nummer 29, hans hidtil bedste placering.

Den tidligere topspiller og nuværende ekspert Andreas Hartø kommenterede turneringen for HBO Max Sport og var igen imponeret over den 25-årige Nicolai Højgaard.

- Han spillede på et ultrahøjt niveau, og det har han gjort i lang tid, reelt set hele året. Han har ikke rigtigt mangler i sit spil, det er ret imponerende, lyder det fra Andreas Hartø.

Han mener, at Højgaard længe har været dygtig i det lange spil, men nu er han også blevet markant bedre i det korte spil omkring greenen.

- I de små, korte slag og chip omkring greenen er han blevet helt vildt meget bedre, og han laver markant færre fejl. Han har ikke længere så mange af de her dumme huller, hvor han laver bogey eller værre.

- I golf bliver du hurtigt udstillet, hvis du ikke har styr på alle facetter, og det er svært at lave store resultater. Men nu høster han frugterne af, at han ikke længere har mangler, vurderer Hartø.

Han tror, at Højgaards samarbejde med den engelske træner Graham Walker, der er ekspert i det korte spil, er en del af forklaringen på succesen.

Nicolai Højgaard mærker selv en forbedring med Walker, der også har hjulpet verdens nummer seks, Tommy Fleetwood.

- Vi har haft fokus på at gøre mit short game så simpelt som muligt, og så har jeg fået et par slag, jeg hele tiden kan læne mig op ad. Jeg har fået mere frihed og blødhed ind i mit short game, og det har hjulpet, siger Nicolai Højgaard i podcasten Golf Showet før PGA Championship.

Danske golfspillere har haft svært ved at bryde helt igennem på PGA Tour, men det må man sige, at Nicolai Højgaard for alvor har gjort i denne sæson.

Også i slutningen af marts blev det til en andenplads i Houston Open, og tidligere på året blev det desuden til en tredje- og en sjetteplads på den stærke amerikanske tour.

Resultaterne har sendt ham helt frem som nummer 15 på sæsonranglisten. Så højt har en dansker aldrig ligget før, og han er også allerede sikret en plads i slutspillet som den første dansker nogensinde.

- Det har lidt været det forjættede land for danskerne, der aldrig er blevet den store succes på PGA Touren. Det er her, de bedste spiller, og hvor bredden er størst, påpeger Andreas Hartø.

- At Nicolai har sparket døren ind til slutspillet, er bare stort og et vidnesbyrd om, at han hele tiden bygger på.

Som Højgaard præsterer nu, vil Hartø ikke sætte begrænsninger for hans muligheder som topspiller.

- Han spiller på så højt niveau nu, at han begynder at ligne en verdensklassespiller. Om han så ender oppe som nummer syv, fire eller et, skal jeg lade være usagt, men han er kun 25 år og har en masse år foran sig.

Hartø føler sig overbevist om, at den første danske PGA-triumf nogensinde venter lige om hjørnet.

- Det er kun en sejr, han mangler, og det er tilfældigheder, der har afgjort, om han vandt eller blev toer. Han banker på hele tiden, så det er et spørgsmål om tid.

Eksperten påpeger, at feltet i den forgangne weekend var så stærkt, at Nicolai Højgaard også kan tro på et stort resultat i PGA Championship.

- Banen ligger godt til ham og minder meget om den i sidste weekend, så der skal de samme facetter til.

- Det var en signaturturnering med mange af de største stjerner, så Nicolai vil stå på min liste over 10-15 potentielle vindere.

Ud over Nicolai Højgaard stiller også Rasmus Højgaard og Rasmus Neergaard-Petersen til start.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT