Vejles vikartræner har enorm respekt for afklaret rival

15. FEB 2025 • 13:24SPORT

Kun en toppræstation kan skaffe Vejle point i Silkeborg, mener vikarierende Vejle-chef Steffen Kielstrup.

Superligabundproppen Vejle har haft en rodet vinterpause, hvor først klubbens sportschef og siden cheftræneren blev fyret tæt på starten af forårssæsonen.

Søndag skal holdet så på jagt efter vigtige point til den kommende nedrykningsduel, når man åbner foråret på udebane mod Silkeborg.

Og Silkeborg, som kæmper for en plads i mesterskabsspillet, er en ubehagelig størrelse. Det mener den ene halvdel af Vejles vikarierende cheftrænerduo, Steffen Kielstrup.

- Vi møder et af landets mest afklarede hold på deres egen bane, så det kommer til at kræve en toppræstation af os, hvis vi skal have noget med hjem, siger Kielstrup til klubbens hjemmeside.

Silkeborg har haft Kent Nielsen som cheftræner siden 2019, og han har skabt en af ligaens stærkeste spillemæssige identiteter på sit mandskab.

I perioder de seneste år har holdet spillet noget af det flotteste fodbold i Superligaen, og selv om alle ved, hvordan Silkeborg spiller, er det svært at dæmme op for.

- Det er en stærk modstander, som er sindssygt dygtige til det, som de gør, lyder det fra Kielstrup.

- Der er ikke så meget af rafle om i forhold til deres formation. Deres fire-fem forreste spillere er i konstant bevægelse, falder på skift ud i halvrummene på siderne og er gode til at blive retvendt modsat af, hvor de åbner op.

- Det er ikke svært at se, hvad de gør, men det kræver en stram disciplin at lukke ned for dem, fordi de har så meget kvalitet.

Kampen spilles i Silkeborg klokken 14 søndag.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT