Nyt overtidsdrama skaffer udligning i finaleserie i NHL

7. JUN 2025 • 08:26SPORT

37-årige Brad Marchand blev afgørende med to mål for Florida Panthers, der vandt den anden finalekamp i NHL.

En scoring efter 28 minutters ekstra spilletid sørgede lørdag morgen dansk tid for en sejr til Florida Panthers ude over Edmonton Oilers i NHL-finalen.

Dermed udlignede Florida til 1-1 i kampe i finaleserien i den bedste nordamerikanske ishockeyliga. Der spilles bedst af syv kampe.

Det var anden gang ud af to mulige, at NHL-finalen gik i overtid. I modsætning til den første finalekamp tog Florida sejren denne gang.

Florida-veteranen Brad Marchand kom alene igennem og fik pucken dirigeret elegant forbi Edmonton-målmanden Stuart Skinner. Målet faldt 8 minutter og 5 sekunder inde i den anden overtidsperiode.

Den ordinære spilletid var endt 4-4 og var fyldt med spænding og dramatik.

Med 18 sekunder tilbage af den tredje og sidste periode i den ordinære spilletid udlignede Edmontons Corey Perry til 4-4.

Det var faktisk den seneste udligning i en Stanley Cup-finalekamp nogensinde ifølge ligaens hjemmeside.

Udligningen hjalp dog ikke Edmonton denne gang, selv om det kunne ligne en gentagelse af den første finalekamp. I den kamp lavede Edmonton et comeback nede med 1-3 og vandt efter overtid.

Helt samme forløb var der ikke i kamp to. I stedet skiftedes begge hold til at komme foran.

Florida indledte med en lynscoring til 1-0 efter to minutter. Men tyske Leon Draisaitl sluttede den første målrige periode af med en scoring til 3-2 til Edmonton.

I anden periode vendte Florida kampen på hovedet. 37-årige Brad Marchand scorede til 4-3, selv om udeholdet spillede med en mand mindre efter en udvisning.

Den tredje kamp i finalen spilles natten til tirsdag dansk tid i Florida.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

20. JUN 2025 • 20:28SPORT
FCK henter polsk midtbanetalent

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT