Horsens haler ind på oprykningsrival efter målrig kamp

18. APR 2025 • 15:10SPORT

Med en 3-2-sejr over Esbjerg barberede Horsens tre point af Fredericias forspring i kampen for oprykning.

Ambitiøse AC Horsens hoster og hakker en smule, men er stadig ikke ude af kampen om at rykke op i Superligaen.

Fredag fik østjyderne reduceret afstanden op til oprykningspladserne til fire point med en 3-2-sejr på hjemmebane over Esbjerg.

Sanders Ngabo endte som matchvinder, da han scorede til 3-2 12 minutter før tid og afgjorde en kamp, der var væsentlig mere underholdende i første halvleg end i anden.

Før pausen væltede målene ind, hvilket måske ikke var overraskende med tanke på, at begge hold mødte frem med såret selvtillid efter store nederlag i runden forinden.

Horsens skød festen i gang, da Sebastian Pingel kom først på en hjørnesparksbold og flugtede den ind bag Kasper Kristensen i Esbjergs mål.

Kristensen havde overtaget tjansen fra den sædvanlige førstekeeper, Daniel Gadegaard, der senest lukkede seks mål ind mod OB.

Også Horsens havde et nyt ansigt mellem målstængerne, men det var en ufrivillig udskiftning.

Tidligt i kampen måtte Matej Delac udgå, og da reserven Filip Djukic var skadet, fik tredjemålmand Anders Hoff sin ilddåb. Han kom hurtigt i fokus.

Blot et par minutter efter Horsens' føringsmål fik han ikke bokset bolden af vejen. Den dumpede ned på overliggeren, hvorefter stopperen Ole Kolskogen hårdt presset headede den i eget net.

De to hurtige fuldtræffere satte yderligere fut i en hektisk halvleg, hvor ingen af de to hold havde meget kontrol over begivenhederne.

Topscorer Tim Freriks bragte Esbjerg foran på straffespark otte minutter før pausen, efter at Julius Beck var blevet nedlagt i feltet. Men Horsens svarede hurtigt igen.

Emil Frederiksen blev spillet fri med en lang aflevering, han rundede Kasper Kristensen og trillede bolden i det tomme mål.

De to trænere brugte tilsyneladende pausen til at bremse spillernes eventyrlyst.

Anden halvleg blev en langt mere låst omgang, indtil Ngabo mod slutningen pressede sig foran en Esbjerg-spiller og sikrede sit hold tre vigtige point.

Horsens kan nu igen skimte Fredericia på den anden oprykningsplads efter suveræne OB. Fredericia måtte i onsdags nøjes med et enkelt point i Hvidovre.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT