Van der Poel moser konkurrenterne på belgiske brosten
Mads Pedersen viste styrke, men manglede det sidste for at true Mathieu van der Poel i E3 Saxo Classic.
Hollandske Mathieu van der Poel var suveræn, da han efter efter små 40 kilometers solokørsel i ensom majestæt kørte over målstregen i den belgiske World Tour-brostensklassiker E3 Saxo Classic.Det er andet år i træk, at Alpecin-stjernen vinder den belgiske klassiker, der for mange regnes som generalprøven til næste weekends monument Flandern Rundt, som køres på mange af de samme stigninger.
Mads Pedersen åbnede finalen med et angreb 60 kilometer fra mål, og danskeren var den sidste til at slippe van der Poels hjul, da Alpecin-stjernen satte det afgørende stik ind på den klassiske Oude Kwaremont-stigning.
Lidl-Trek-danskeren tog andenpladsen et minut og seks sekunder efter van der Poel, mens Ineos-stjernen Filippo Ganna kom i mål som nummer tre - lidt over to minutter efter den hollandske sejrherre.
29-årige Casper Pedersen viste sig også flot frem på de belgiske brosten og spurtede sig i en mindre gruppe til fjerdepladsen.
Et veltimet angreb havde gjort, at Quick-Step-danskeren kom på forkant og tog del i finalen.
Allerede tidligt i løbet havde et stort styrt skabt lidt drama, da feltet blev splittet i to med mange af de store favoritter i den bageste gruppe.
En stor jagt pågik for at få samling, og med lidt over 100 kilometer til mål blev de to grupper til et stort felt.
Det var den efterfølgende stilstand, som Casper Pedersen udnyttede til at snige sig væk sammen med belgiske Aimé de Gendt.
De to fik opbygget et forspring, inden Mads Pedersen åbnede finalen blandt favoritterne med et hårdt angreb på Taaienberg-stigningen lidt over 60 kilometer fra mål.
Kun van der Poel kunne i første omgang følge danskeren, mens Ganna på det flade stykke fik kontakt, inden de tre sammen sluttede sig til Pedersen og de Gendt.
De fem ryttere arbejdede i første omgang godt sammen, men det var en stakket frist. På den klassiske Oude Kwaremont-stigning lidt under 40 kilometer fra mål slap van der Poels tålmodighed op.
Hollænderen trådte på gaspedalen, og i første omgang var det kun Mads Pedersen, der kunne sidde med. Til sidst knækkede danskeren dog også, og derfra så konkurrenterne ikke mere til van der Poel.
/ritzau/