Van der Poel hjalp Pogacar til stor triumf i Holland

16. APR 2023 • 18:25SPORT

Mathieu van der Poel havde rådet Tadej Pogacar til at angribe på den stigning, sloveneren søndag kørte væk på.

Normalt er de rivaler på landevejene, men søndag tog Tadej Pogacar en stor sejr takket være gode råd fra Mathieu van der Poel.

Pogacar vandt således den hollandske klassiker Amstel Gold Race efter at være kørt solo i mål. Sloveneren sad sammen med to andre ryttere, inden han angreb på stigningen Keutenberg med små 30 kilometer tilbage.

Det havde Mathieu van der Poel, der ikke deltog søndag, rådet Pogacar til at gøre i en sms tidligere på ugen.

- Han (van der Poel, red.) fortalte mig, at jeg skulle køre på Keutenberg, og det er den hårdeste stigning, og den passer mig bedst. Det fortalte han mig for tre dage siden i en besked.

- Jeg kommer til at takke ham for rådet, siger Pogacar efter sejren i Amstel Gold Race.

Det er første gang, Pogacar vinder løbet, der markerer starten på den såkaldte Ardenner-uge.

Den fortsætter onsdag i Belgien med løbet Flèche Wallone og slutter næste søndag med monumentet Liège-Bastogne-Liège. Pogacar skal køre begge løb.

Modsat flere af de andre forårsklassikere byder løbene i Ardenner-ugen ikke på brosten. Til gengæld er der et hav af korte, men stejle stigninger. 33 skulle rytterne bestige søndag i Amstel Gold Race.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT