Dansker bliver matchvinder i svensk finale med afbrydelser

29. MAJ 2025 • 18:49SPORT

Silas Andersen scorede på det afgørende straffespark, da Häcken slog Malmö FF i pokalfinalen.

Torsdagens svenske pokalfinale i fodbold mellem Malmö FF og BK Häcken blev præget af flere afbrydelser og fik til allersidst en dansk matchvinder.

Efter 120 målløse minutter skulle dramaet afgøres i en straffesparkskonkurrence, og her scorede 20-årige Silas Andersen på Häckens femte og sidste forsøg.

Det var nok til en 4-2-sejr i duellen fra pletten og Häckens fjerde pokaltriumf.

Forud var gået et drama, hvor Andersen også var i fokus i den ordinære spilletids overtid.

Efter at være blevet behandlet for en skade rundede den unge dansker sidelinjen, hvor han blev skydeskive for kasteskyts fra tribunerne.

Det fik kampens dommer til at afbryde kampen i en kortere periode. Og det var anden gang, at han gjorde det torsdag eftermiddag.

Fans af hjemmeholdet Malmö FF forsøgte før og kort efter første fløjt således at fjerne et sikkerhedsnet bag det ene mål, og det fik dommeren til at afbryde opgøret og beordre spillerne af banen.

Over stadionets højttaler blev det samtidigt meddelt, at spillet ikke ville blive genoptaget, hvis nettet bliver ødelagt.

Malmö FF's skadede forsvarsspiller Pontus Jansson gik ned for at tale med fansene, og først efter i alt omkring en halv times forsinkelse blev kampen genoptaget.

Begge finalister stillede med to danskere fra start.

Hos Malmö spillede Jens Stryger Larsen højreback, mens anfører Anders Christiansen gjorde sig på den offensive midtbane i den første 55 minutter.

Hos Häcken var Silas Andersen en del af det centrale forsvar, mens Mikkel Rygaard var med på midtbanen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT