Bayern-komet havnede i modvind efter Real Madrid-flirt

9. JAN 2026 • 11:45SPORT

Fodboldlegenden Lothar Matthäus kan godt lide den åbenmundede facon fra Bayerns München-talentet Lennart Karl.

Bayern Münchens teenager Lennart Karl er havnet i et stormvejr, inden at Bundesligaen i denne weekend genoptages efter vinterpausen.

17-årige Lennart Karl er blevet bombarderet med hadbeskeder på Instagram, fordi han til et fanarrangement efter nytår kaldte Real Madrid for sin drømmeklub.

- Bayern er en meget stor klub. Det er en drøm at spille her. Men på et tidspunkt vil jeg helt sikkert til Real Madrid. Det er min drømmeklub, men det bliver mellem os, sagde Lennart Karl til fansene ifølge dpa.

Det har fået fansene i Bayern München til tasterne, og Lennart Karl har efterfølgende været nødsaget til at lægge sig fladt ned over for klubbens ledelse.

Max Eberl, der er sportsdirektør i Bayern München, forklarer, at Lennart Karl allerede dagen efter udtalelsen om Real Madrid beklagede.

- Jeg synes, at en 17-årig spiller har lov til at lave fejl og sige ting i kampens hede, som han senere indser kunne være sagt anderledes, siger Eberl ifølge dpa.

Konflikten er løst internt, oplyser Eberl, der forklarer hele postyret med den udvikling, som Lennart Karl har taget fra en ukendt spiller til en af de mest interessante talenter i Europa.

- Han er ikke længere Lenny, den 17-årige gut, som ingen ved, hvem er. Han er Lennart Karl, og nu ved hele Tyskland, hvem han er, og hvad han kan.

- Han er vildt god på banen. Alt det andet skal han nok lære, siger Eberl.

I efteråret blev Lennart Karl den yngste spiller til at score i tre Champions League-kampe i træk.

Bayern München-legenden Lothar Matthäus har i en klumme hos Sky Sports forsvaret Lennart Karl.

- Store ord, store mål. Lennart Karls kommentarer om Real Madrid har skabt en del røre. Jeg synes, det er fantastisk, når nogen har selvtillid som 17-årig. Det har intet med arrogance at gøre.

- Det er ærligt, men ikke prætentiøst eller arrogant. Real Madrid har simpelthen den slags mystik, skriver Matthäus.

Bayern München og Lennart Karl skal i den første kamp i det nye år møde Wolfsburg på hjemmebane.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT