KØB ABONNEMENT

United-profil kritiserer klubbens ledelse for manglende spillerindkøb

SPORT • 14. OKT 2026 • 05:07

Lisandro Martinez luftede efter CL-nederlag i Madrid sine frustrationer over Manchester Uniteds ledelse.

Manchester Uniteds argentinske forsvarsprofil, Lisandro Martinez, rettede tirsdag en skarp kritik af klubbens ledelse for en tilsyneladende mangel på investeringer i sommerens transfervindue.

Det skete, efter at United tabte 0-2 til Atlético Madrid i Champions League i den spanske hovedstad.

Martinez siger, at han "100 procent" havde forventet flere investeringer i spillertruppen i løbet af sommeren, efter at United sluttede på tredjepladsen i Premier League og dermed kvalificerede sig til Europas fornemste klubturnering.

- Jeg forventer mere af vores tekniske direktør, Jason Wilcox (Uniteds fodbolddirektør, red.), det må jeg være ærlig om, siger Lisandro Martinez til Amazon Prime.

- Som spillere skal vi gøre det bedre, men det er også vigtigt at sammensætte en stærk trup, så man er klar til aftener som denne, tilføjer han.

Ifølge Martinez havde United i sidste sæson "skabt grundlaget for at opbygge et fantastisk hold", men der blev ikke fulgt op på det i transfervinduet, mener han.

Presset på cheftræner Michael Carrick vokser efter fem kampe uden sejr, men Martinez mener ikke, at det er en løsning at fyre englænderen.

- Man kan ikke blive ved med at skifte, skifte, skifte træner. Hvad med de andre områder? Jeg kan ikke sige mere, lyder det fra Martinez.

- I aften er det nemt at sige, at træneren har skylden, og nemt at sige, at det er spillernes skyld, men vi er også nødt til at se på de andre områder, tilføjer argentineren.

Manchester United brugte omkring 140 millioner pund på midtbanespillerne Carlos Baleba, Youri Tielemans og Andrey Santos i sommerens transfervindue.

Fansene var dog utilfredse med, at klubben ikke forstærkede andre positioner, herunder venstreback og angrebet.

RITZAU/AFP

FÅ ABONNEMENT