Spillersalg er med til at give Viborg tocifret millionoverskud
Det går godt for fodboldklubben Viborg FF for tiden både sportsligt og økonomisk.
Viborg FF præsenterede tirsdag et årsregnskab med et overskud på 23 millioner kroner før skat. Regnskabet gælder for perioden fra sommeren 2025 til sommeren 2026.I sidste sæson endte Viborg i top-6 i Superligaen og tabte til FC København i semifinalen i pokalturneringen. Det gav klubben øgede tv-indtægter at være med i mesterskabsspillet.
- Vi er som klub meget stolte af årets resultat, hvor vi for 11. ud af 14 år igen har sorte tal, samtidig med at vi har haft et offensivt og innovativt mindset og investeret bredt.
- Det har også været et tilfredsstillende år sportsligt med en top 6-placering i ligaen samt en semifinaleplads i pokalturneringen, siger Viborg-direktør Morten Jensen til klubbens hjemmeside.
Viborg er også blevet hjulpet godt på vej økonomisk af en række spillersalg. Transferindtægterne er steget med 36 millioner kroner i forhold til året før.
I perioden lykkedes det Viborg at sælge Isak Jensen, Renato Junior, Serginho, Anosike Ementa, Oscar Hedvall, Ivan Näsberg, Jakob Vester, Ibrahim Said samt assistenttræner Pål Fjelde.
I transferindtægterne indgår videresalg af spillere, solidaritetsbetalinger og bonusser fra tidligere salg.
- Samtidig bidrager en øgning i entreindtægter og salg til hjemmekampene på Energi Viborg Arena og øgede tv-indtægter som følge af deltagelse i mesterskabsspillet til det positive resultat.
- Det er også lykkedes at fastholde klubbens kommercielle indtægter og endda skabe en positiv vækst på de kommercielle aktiviteter, siger Morten Jensen.
Inden regnskabsårets begyndelse var forventningen et overskud mellem 5 og 30 millioner kroner.
Viborg regner med et overskud på 10-25 millioner kroner i dette regnskabsår og har et beskedent mål om at ende i top-10 i Superligaen i denne sæson.
Efter søndagens sejr ude over Randers er Viborg lige nu nummer tre i ligaen og blot fire point fra FCK på førstepladsen.
RITZAU
