Svensson efter smal FCK-sejr: Vi er langt væk fra skiven

SPORT26. JUL 2026 • 18:49

FCK-cheftræneren troede, at hans spillere havde lært af europæisk kamp, men det var ikke tilfældet, siger han.

Det var en afdæmpet cheftræner for FC København, der stillede op til interview med TV 2 Sport, efter at klubben søndag indledte sæsonen i Superligaen med en 3-2-sejr hjemme over Lyngby.

Bo Svensson så sit hold levere en indsats, som især i første halvleg var langt under det niveau, han forventer af sit hold.

- Jeg er glad for, at vi vinder, og at vi kommer tilbage. Men så må vi også være ærlige at sige, at vi er langt væk fra skiven. Jeg kan ikke sige andet, siger han til TV 2 Sport.

Lyngby dominerede stort i første halvleg og kom foran 2-1, og i pausen kaldte FCK-anfører Thomas Delaney sit holds indsats for "arrogant".

Både han og Bo Svensson peger på, at FCK torsdag også leverede en skidt indsats i første halvleg af Conference League-kvalifikationskampen mod ukrainske Polissya Zhytomyr i Slovakiet. Den kamp endte 3-3.

- Jeg synes ikke, det er godt nok, og det er min opgave, det er mit ansvar. Jeg troede lidt, vi havde forstået budskabet efter den første halvleg i torsdags. Det var ikke tilfældet, siger Bo Svensson.

FCK-spillerne skal allerede på onsdag i aktion igen, når det gælder returkampen mod Polissya Zhytomyr i Parken.

Hos Lyngby havde den ene halvdel af klubbens cheftrænerduo Mikkel Jespersen det ambivalent med søndagens kamp.

- Det er helt mærkeligt at stå i Parken og være ærgerlig over, at man taber.

- Når vi laver to mål i Parken og spiller, som vi gør, som nyoprykket i ligaen, så er det superbittert, siger han til TV 2 Sport.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT