Verdensmesteren Norris tager første sæsonsejr

SPORT26. JUL 2026 • 16:49

Lando Norris var i kontrol i store dele af grandprixet i Ungarn og tog sæsonens første sejr.

Briten Lando Norris (McLaren) snuppede søndag sin første grandprixsejr i 2026, da han i forholdsvis overbevisende stil sejrede på Hungaroring i Ungarn efter at have haft pole position.

Norris henviste hollænderen Max Verstappen (Red Bull) og Kimi Antonelli (Mercedes) til de næste pladser.

De to Ferrarier med Charles Leclerc og Lewis Hamilton kom ind som henholdsvis nummer fire og fem.

For første gang i sæsonen lykkedes det ikke en Mercedes-kører at erobre pole position. Faktisk startede George Russell og Kimi Antonelli helt nede som nummer seks og syv i gridden, men sidstnævnte formåede altså at køre på podiet.

I stedet startede den regerende verdensmester, Lando Norris, forrest. Han vandt sikkert, selv om det ikke lykkedes for ham at tage spids i starten.

Teamkammeraten Oscar Piastri pressede sig foran, så de to McLaren-biler var i front efter en hektisk start.

Der blev de siddende sammen i det meste af løbets første halvdel. Kun afbrudt af føring til Antonelli, der ventede med at køre i pit.

Norris viste sig dog hurtigt at have mest fart i raceren, og han kontrollerede løbet fra omkring 45. af de i alt 70 omgange.

Piastri gjorde ellers, hvad han kunne for at hente teamkammeraten, men australieren endte i stedet med at udgå med 13 omgange tilbage, da han mistede gearkassen.

Norris udnyttede Virtual Safety Car til at køre i pit, og derfra var der aldrig spænding om førstepladsen.

Dermed sejrede han i Ungarn for andet år i træk og skaffede den første McLaren-sejr i år.

I den samlede stilling fører Kimi Antonelli foran Lewis Hamilton.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT