Tyske investorforhandlinger kollapser efter fanprotest

21. FEB 2024 • 17:10SPORT

Tysklands professionelle fodboldligaer dropper omstridt plan om udenlandsk milliardinvestering.

De tyske fans, der på det seneste har protesteret ved adskillige kampe i Tysklands to bedste fodboldrækker, får nu deres vilje.

Den tyske ligaforening (DFL) dropper sine omstridte planer om et partnerskab med en milliardinvestor. Det meddeler DFL på sin hjemmeside.

- I lyset af den aktuelle udvikling synes en vellykket fortsættelse af processen ikke længere at være mulig, siger DFL-formand Hans-Joachim Watzke i en pressemeddelelse.

Den internationale kapitalfond CVC stod ellers klar med et milliardbeløb for at erhverve sig en del af ligaens fremtidige tv-indtægter.

En afstemning hos DFL i december gav det nødvendige to tredjedeles flertal for at føre planerne ud i livet. Men fansene har vist sig at være lodret uenige i den beslutning.

Siden er adskillige kampe i de to bedste rækker blevet afbrudt af protester. Tennisbolde er regnet ind på banen, og senest blev en kamp mellem Hansa Rostock og Hamburger Sport-Verein bremset af fjernstyrede biler.

Dermed ville fansene signalere, at de ikke ville lade sig fjernstyre af udenlandske interesser.

- Tysk fodbold står midt i en test, der ikke kun findes mellem klubberne i ligaforeningen, men også delvist mellem spillere, trænere, ledere, bestyrelser, generalforsamlinger og fanfællesskaber, som i stigende grad bringer kampafviklingen, enkelte kampe og dermed turneringernes integritet i fare, siger Hans-Joachim Watzke.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU